Nyhed

Strejken på Jensens Foods er slut

De 31 medarbejdere på Jensens Foods i Struer genoptog mandag morgen arbejdet, efter at have strejket siden onsdag i sidste uge. De har fået lovning på en ny lokalaftale.
Af Claus Gjedsig.

Medarbejderne nedlagde arbejdet, da ledelsen på Jensens Foods opsagde lokalaftalen. Det ville betyde en væsentlig nedgang i deres løn. Og det kunne de 31 ansatte i produktionen ikke acceptere.

– På et møde kl. 0630 i morges, hvor også næstformanden for Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland, Michael Nielsen, deltog, blev det vedtaget af gå i arbejde igen.

Der bliver nu nedsat et forhandlingsudvalg, som skal have fundet en løsning, siger tillidsmand Lars Thulstrup.

– Vi er blevet lovet en ny lokalaftale, og den forventer jeg er underskrevet i god tid før den nuværende udløber mellem jul og nytår, siger Lars Thulstrup.