Nyhed

Skuffelse over fyringer

Fødevareforbundet NNF beklager dybt, at Danish Crown har besluttet at sige farvel til omkring 500 medarbejdere. Det er en skuffelse for de medarbejdere, der har knoklet for at forbedre koncernens konkurrenceevne, mener forbundet

Omkring 250 faste medarbejdere og 250 ferieløsere i Danish Crown må nu se sig om efter et andet sted at skaffe deres levebrød fra.

I en pressemeddelelse i dag slår koncernen fast, at de mangler svin til slagtning, og derfor må sige farvel til 500 medarbejdere fordelt over hele landet.

Meddelelsen bliver modtaget med stor beklagelse hos forbundskonsulent Jim Jensen:

-Vores medlemmer har gennem de sidste mange måneder knoklet en vis legemesdel ud af bukserne for at medvirke til at gøre Danish Crown konkurrencedygtig. De har accepteret opstramninger af akkorder og arbejdet under et urimeligt pres for at hjælpe koncernen med at nedsætte omkostningerne. Det er en bet for dem, at Danish Crown kvitterer for den indsats ved at fyre 500 kolleger.

Danish Crown beklager også selv fyringerne, der begrundes med en faldende tilførsel af svin fra landmændene. Og netop den situation vækker harme hos Jim Jensen:

-I årevis har landmændene givet de lave danske svinenoteringer skylden for at sende dyrene ud af landet. Nu kan de få en konkurrencedygtig pris for svinene i Danmark, og så kører de fortsat svinene til udlandet. Det er dybt skuffende, konstaterer Jim Jensen.

Og det er ikke bare et lille antal grise, landmændene skipper ud af landet.
Hver eneste time, 24 timer i døgnet, 365 dage om året køres et sted mellem 900 og 1.000 levende grise ud af landet. Danmark står så tilbage med al gyllen og et faldende antal arbejdspladser.

Et af steder, hvor der nu skal tages afsked med kolleger, er på Danish Crowns slagteri Esbjerg.

-Der er jo desværre ikke noget, vi kan gøre ved situationen. Vi har ingen mulighed for at gøre hverken til eller fra i forhold til landmændene. Det eneste mine kollegaer kan gøre, er at gå på arbejde og gøre deres job så godt som muligt. Det har de gjort, og det har alligevel intet hjulpet, siger en skuffet tillidsrepræsentant på slagteriet, Tom Jensen.