Men ikke de store forventninger blandt medarbejderne hos Nakskov Mill Foods i Nakskov
Af Poul Damgård
Hos Nakskov Mill Foods er der gang i produktionen af havrefras, corn flakes og andre morgenmadsprodukter døgnet rundt. Der arbejdes på tre hold, og der er god plads mellem de mange maskiner og transportbånd, der sørger for transformationen fra korn til morgenmadsprodukt.
Et halvt hundrede medarbejdere har deres gang i produktion og pakkeri i løbet af døgnet. Og ifølge tillidsrepræsentant Teddy Andersen er der ikke de store forventninger til udbyttet af de kommende overenskomstforhandlinger.
-Nogen vil gerne have penge ud af det, men jeg vil nu hellere have mere til pension og eventuelt til ferie, siger Teddy Andersen, da OK-bussen besøger fabrikken i det sydlige udkantsdanmark.
-Og så er der selvfølgelig det med trygheden, tilføjer tillidsrepræsentanten, som tidligere har oplevet at have 80 medarbejdere i produktionen.