Nyhed

OK 2012 Længere opsigelser og bløde værdier

Hos Bisca i Stege er medarbejderne trætte af hurtigt effektuerede fyringer

Hos Bisca i Stege er medarbejderne trætte af hurtigt effektuerede fyringer.

Af Poul Damgård

På Bisca i Stege har medarbejderne oplevet, at der er bebudet fyringer om morgenen, hvor så fyresedlerne er blevet uddelt allerede samme eftermiddag. Det er de trætte af, så længere opsigelsesvarsler kommer hurtigt på tapetet, da Fødevareforbundet NNFs overenskomsttrup afrunder årets arbejdspladsturnè på den mønske arbejdsplads.

Her sørger 250 medarbejdere for at holde gang i produktionen af diverse slags kager, kiks, æbleskiver og andre søde sager døgnet rundt syv dage om ugen. Og her er opbakning til forbundets kamp mod den nyindførte fedtskats skævheder.

Det er så lovstof, men når det gælder de kommende overenskomstforhandlinger, så er tryghed – a propos det med opsigelsesvarslerne – ifølge tillidsrepræsentant Bjarne Pedersen højt på ønskelisten.

En bevarelse af reallønnen og lidt mere i feriepenge vil være fint på den rent økonomiske side af sagen, mener tillidsrepræsentanten.

-Og ellers er der grund til at kigge på de bløde ting. Som for eksempel når børneforældre gerne vil have en dag mere ved børns sygdom, tilføjer Bjarne Pedersen.