Nyhed

Grov udnyttelse af lærlinge

Lærlinge beordres ofte på arbejde i weekenderne under deres skoleophold. Det er grov udnyttelse, lyder meldingen fra Fødevareforbundet NNF.
Af Claus Gjedsig og Pia Rosager

– Vi ser desværre ofte, at mester forlanger, lærlingene skal møde på arbejde i enten hele weekenden eller dele heraf, mens lærlingene er på skole. Meldingerne lyder også på, at mestrene ikke betaler ekstra for det, altså ingen overtidsbetaling. Det er en grov udnyttelse af lærlingene, siger faglig sekretær i Fødevareforbundet NNF Horsens-Vejle Svend Egon Christensen.

Udannelsen som bager eller slagter er bygget op som en vekselvirkning mellem skoleophold og praktik, enten hos en privat mester eller i et supermarked. Og når lærlingen er på skole skal det regnes for den ugentlige arbejdstid, som han eller hun får løn for.

Ikke rimeligt

- Det er faktisk meningen, at de unge skal koncentrere sig hundrede procent om skoleopholdet. Men det kan de altså ikke, når de beordres hjem for at arbejde i weekenden, siger Svend Egon Christensen, der sender en opfordring til mestre om at stoppe den trafik.

-Det er ikke meningen, at mestrene skal have billig arbejdskraft. Og slet ikke i de weekender, hvor der er planlagt skoleophold. Meningen er, at lærlingene skal have en god og solid uddannelse, der har det formål, at de efterfølgende kan arbejde som dygtige og selvstændige svende, siger Svend Egon Christensen.

Presser citronen

Faglig sekretær i Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland, Poul Bent Andersen oplever, at arbejdsgiverne presser citronen og at uddannelsesaftalerne ofte ikke overholdes.

– Vi får et stigende antal henvendelser, men ikke voldsomt mange flere sager. De problemer, der er, bliver løst, inden de vokser sig store. Men sagerne tager tid. Meget tid, siger Poul Bent Andersen, der mener, at en af årsagerne til det stigende antal henvendelser er, at der specielt hos bagernes skæres ned på antallet af ansatte.

– Hvis man fyrer en svend på grund af dårligere omsætning, så mangler disse hænder, når der er spidsbelastning, eksempelvis i weekenderne. Og så får lærlingene besked om at møde, selv om de er på skole, siger Poul Bent Andersen.

Skriv ned

-Afdelingsformand i Nordjylland, John Christiansen opfordrer de unge til dagligt at skrive ned, hvornår de har været på arbejde, overarbejde og så videre. De notater kan være afgørende, hvis der senere skal køres en sag. Så er dokumentationen i orden, siger John Christiansen.

Læs meget mere om livet som lærling i Substans-temaet:

”Den GODE, den ONDE og den virkelig GRUSOMME mester” på side 6-13

Her kan du blandt andetogså læse om lærlinge, der kæmper med ensomhed, dårlig økonomi, forholdet til familien og kollegerne- eller bare de krav, der stilles på arbejdsmarkedet . Men du kan også læse om den hjælp, der er at hente – hos coaches og mentorer på skolerne og hos Fødevareforbundet.