Nyhed

Gør ikke LO svagere!

Forbundsformand Ole Wehlast advarer forud for LO-kongressen mod en underminering af paraplyorganisationens styrke.

Fagbevægelsen har stadig brug for et stærkt LO. Det må ikke blive undermineret af forbundsegoistiske holdninger.

Det er budskabet fra forbundsformand Ole Wehlast fra Fødevareforbundet NNF forud for kongressen i LO. Her skal delegerede fra de 18 medlemsforbund i LO gøre status over landsorganisationens virke og placering.

I lyset af medlemstilbagegang i LO-forbundene - og færre kontingentkroner fra forbundene til LO - har landsorganisationen foretaget kraftige nedskæringer og besparelser på det seneste.

Afhængig af stærkt LO

Ole Wehlast erkender, at besparelser har været nødvendige, men advarer samtidig kollegaforbundene mod at falde for fristelsen til at skære yderligere ned på den fælles indsats:

-Fødevareforbundet NNF har som et mellemstort forbund ikke de samme ressourcer, som de store forbund har. Vi er afhængige af et stærkt og et velfungerende LO. Men det vil være ulykkeligt og til skade for fagbevægelsens fælles styrke og indsats, hvis de større forbund slår ind på en linje, hvor de tror, de er stærkere for sig selv.


-Vi vil ikke have et LO-1 og LO-2, hvor de store tror, de kan klare problemerne selv og overlader andre til at få problemerne klaret af et amputeret LO med minimal service, siger Ole Wehlast.


LO-kongressen afvikles i Aalborg fra søndag til tirsdag.