Fire detailslagterelever fra Slagteriskolen i Roskilde er blevet begavet med legat
AfEmilia Maria van Gilse og UCR - Uddannelsescenteret i Roskilde
Perle Lind Holm Christensen, der er i lære hos Kongebakkens Slagter & Specialitetsforretning og Christian Martin Surland, der er i lære hos SuperBest i Lyngby er blevet belønnet for deres flid, dygtighed og kammeratskab. Det skriver Slagteriskolen i Roskilde i en pressemeddelelse.
Sammen med to af deres skolekammerater fik de den 21. november overrakt et legat på hver 5.000 kr.
Legatet stammer fra Slagtermesterforeningen for ”København og Omegn’s Hus og fond”
Slagtermesterforeningen for København og Omegn’s Hus og Fond er stiftet i 1954 af slagtermestre, som var medlemmer af ovennævnte slagtermesterforening.
Renterne fra fondet blev i mange år administreret af slagtermester Thorvald Michelsen, København, og hvert år uddelt til butiksslagterlærlinge, som på Uddannelsescentret Slagteriskolen i Roskilde, har udmærket sig ved flid, dygtighed og godt kammeratskab.
Sønnen, slagtermester Erik Michelsen, Vanløse, har efter faderens død overtaget det ærefulde hverv som legatuddeler.
De fire glade modtagere kan dog ikke vælge at bruge pengene til lidt ekstra julegaver eller en festlig aften. Legatet skal nemlig bruges til videreuddannelse.