Men da lovforslaget blev sendt i høring den 18. oktober stod det klart, at der ikke var sat ét eneste socialt ansvarligt komma i lovteksten, der gjorde efterlønsafviklingen en smule mere human for de hårdest ramte.
Det får nu pædagogernes fagforbund BUPL til at gå sammen med Fødevareforbundet NNF og FOA i en retssag mod den danske stat.
Sagen skal for Menneskerettighedsdomstolen
En retssag, som forbundene og deres advokat Tyge Trier forventer, de skal hele vejen gennem det danske retssystem og til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strassbourg for at vinde.
Den vurdering støtter blandt andre professor i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketcher og chefjurist hos CEPOS, Jacob Mchangama.
En retssag, der skal sikre erstatning til de ældste medlemmer, som ikke har mulighed for at nå at spare op til deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på anden vis.
Formand for BUPL, Henning Pedersen, forklarer, at BUPL går med i sagsanlægget, fordi man ønsker at holde liv i debatten om efterløn og fortsætte presset på at finde en løsning, der skaber økonomisk sikkerhed for de medlemmer, der ikke er i stand til at blive på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen.
Seniorførtidpensionen er ubrugelig
-Efterlønnen har været en god mulighed for, at ældre pædagoger har kunnet trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i god ro og orden. De ændringer, der nu sker med tilbagetrækningsreformen er reelt en afskaffelse af efterlønnen for vores medlemmers vedkommende. For det første vil de kun kunne få efterløn i tre år og mange af dem vil opleve, at der sker en modregning i deres pensionsopsparing. Og så er der jo ikke et reelt alternativ. For den seniorpensionsordning, man har sat i stedet for, har de samme kriterier, som i dag er for førtidspensionen, og det kan de fleste af vores medlemmer ikke gøre brug af,« siger BUPL-formand Henning Pedersen.
Erstatning til medlemmer
Fødevareforbundet NNFs forbundsformand Ole Wehlast glæder sig over pædagogernes opbakning til retssagen.
-Det understreger, hvor vigtig sagen er, og at vi er stadig flere i fagbevægelsen, der er parate til at gå hele vejen for at sikre vores medlemmer erstatning.
- Det kommer desværre til at tage år – men vores medlemmer skal ikke betale prisen for at politikerne pludselig river den pensionskontrakt over, de har tegnet med danskerne. Det ville et privat pensionsselskab aldrig slippe af sted med, og det mener vi heller ikke, politikerne skal kunne, siger Ole Wehlast.