Når man besøger Fødevareforbundet NNFs afdelingskontor i Horsens, bliver man mødt af store bannere, der i klare vendinger slår fast, at der ikke er råd til forringelser af efterlønnen, og at det ikke er tilflyttere til Danmark, der er skyld i de nuværende økonomiske problemer.
Afdelingen er gået sammen med de andre forbund i LO Horsens-Hedensted om at lave forskellige bannere, der pryder de lokale forbundshuse. Planen er, at bannerne løbende skiftes ud, så de politiske budskaber kommer så bredt ud som muligt.
Det er ikke første gang, at forbundene indenfor LO Horsens-Hedensted går sammen om fælles kampagner, og afdelingsformand Kjeld Nielsen glæder sig over det tætte samarbejde:
-Vi har tradition for et godt og et tæt samarbejde, både når det gælder den faglige og den politiske dagsorden. Og det er den nuværende kampagne et godt eksempel på, forklarer han.
Han slår samtidig fast, at det gode samarbejde har en række fordele:
-Det betyder jo, at vi kan komme meget bredere ud med vores budskab, når vi bruger hinandens netværk. Vi er simpelthen flere om at bringe budskabet ud, end hvis hvert forbund stod for sig selv, konstaterer Kjeld Nielsen.