Af Emilia Maria van Gilse
Parterne bag Fællesoverenskomsten på mejeriområdet har netop sat deres underskrifter på resultatet af de sidste måneders forhandling om en ny overenskomst. Nu er det op til medlemmerne af fagforbundene bag overenskomsten, dvs. Fødevareforbundet NNF, 3F og DMF, at beslutte om resultatet er tilfredsstillende.
Den to-årige aftale indeholder blandt andet flere penge til uddannelse, bedre pension, højere genetillæg, en aftrædelsesordning og bedre vilkår for arbejdsmiljørepræsentanter og elever.
Og så kan medarbejderne se frem til en behersket lønstigning. Aftalen indeholder nemlig en lønstigning på 1,60 kr. første år og 2,25 kr. andet år.
Tilfredsstillende
Forbundssekretær på mejeriområdet i Fødevareforbundet NNF Poul Erik Faarkrog kalder resultatet for tilfredsstillende.
-Under hensyntagen til de lidt trængte tider, er jeg tilfreds. Jeg er især glad for, at det lykkedes os at hæve bidraget til Uddannelsesfonden med 780 kr. over to år. Det vil komme rigtig mange medlemmer til gode, siger han.
Og så fremhæver han sikringen af chaufførområdet:
-Vi har nogle særlige udfordringer på chaufførområdet indenfor Arla, hvor man har haft overvejelser om at udlicitere området. Det resultat vi nu er nået frem til, er knyttet sammen med en specifik aftale med Arla, som garanterer, at der ikke vil ske yderligere udlicitering af chaufførområdet i overenskomstperioden. Den aftale er jeg meget tilfreds med, siger Poul Erik Faarkrog.
Overenskomstresultatet skal nu til urafstemning blandt forbundenes medlemmer.