Nyhed

Lavere løn under fravær

Fødevareforbundet NNF har i dag tabt en voldgift omkring løn under fravær. Opmanden gav DI medhold

Af Emilia Maria van Gilse

Blækket var dårlig nok tørt efter Fødevareforbundet NNF og DI blev omfattet af forligsmandens mæglingsforslag i marts 2010, før parterne blev uenige om en væsentlig sag. Af den nye overenskomst fremgår det nemlig ikke klart om lønnen, der udbetales ved fravær, skal stige i samme takt som den almindelige løn (normalløn).

Ifølge Fødevareforbundet NNF har parterne, siden Slagteriernes Arbejdsgiverforening gik over til DI, været enige om, at løn under sygdom og normallønnen stiger med samme takst, men den fortolkning er DI altså nu uenig i.

Sagen har været behandlet som en faglig voldgift, eftersom parterne ikke kan blive enige om, hvordan overenskomstens ord skal forstås.

I dag kom opmanden, forligsmand Asbjørn Jensen, med sin afgørelse: Han mener ikke, at mæglingsforslaget tager stilling til løn under fravær, og dermed giver han DI medhold.

Lavere løn under fravær
Voldgiftens afgørelse betyder, at lønnen, der udbetales under fravær, ikke er omfattet af den lønstigning, der var en del af mæglingsforslaget. Den praksis har virksomhederne fulgt siden den nye overenskomst trådte i kraft, og med dagens afgørelse kan virksomhederne fortsætte med dette.
Medarbejderne vil altså ikke opleve nogen konkrete ændringer som følge af opmandens afgørelse.

Alligevel er konsulent i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen er skuffet over afgørelsen:

-Under voldgiften hævdede arbejdsgiverne, at vi aldrig har haft en fælles forståelse, der betyder, at en regulering af nomallønnen automatisk medfører en regulering af løn under fravær. Ikke desto mindre har reguleringen af løn under fravær fulgt reguleringen af normallønnen i alle overenskomster siden 2003. Jeg mener, at arbejdsgiverne er løbet fra vores aftale, og det tillader jeg mig at være skuffet over, konstaterer Jim Jensen.

Dagens afgørelse gælder kun for medarbejdere, der ansat på enten den fødevareindustrielle overenskomst med særbestemmelser for forædling eller slagterioverenskomsten.

Du kan læse baggrunden for sagen i dette cirkulære fra juli 2010.