Danish Crown planlægger et nyt stort kreaturslagteri et sted i Danmark, formentlig i Jylland. Første skridt blev taget, da bestyrelsen i dag bevilgede en skitseprojektering.
Det nye slagteri ventes at ville koste omkring en halv milliard kroner og må forventes at inkludere lukning af nuværende produktionssteder.
Det vil ”kunne få konsekvenser for kreaturslagterierne i Tønder og Holstebro og udbeningsafdelingerne i Skjern og Fårvang”, som det hedder i meddelelsen fra DC.
- Situationen lige nu skaber forståelig usikkerhed blandt medarbejderne, men vi har valgt at arbejde åbent med processen, og vi vil gøre, hvad vi kan for at holde medarbejderne løbende orienteret, siger direktør i DC Beef Lorenz Hansen.
Moderne og effektiv
Selv om etableringen af et nyt slagteri i Danmark er et brud på de seneste års udflytning af arbejdspladser, så er der ikke tale om en ny strategisk retning for koncernen, understreger koncerndirektør Kjeld Johannesen.
- De to ting er meget tæt forbundet. I dag er de udenlandske arbejdspladser i koncernen Danish Crown en forudsætning for de danske arbejdspladser. På samme måde er etableringen af moderne og effektiv slagtekapacitet i Danmark forudsætningen for, at Danish Crown bevarer sin position både i Danmark og i udlandet, siger Kjeld Johannesen.
Hos Fødevareforbundet NNF tages det første skridt hen mod et nyt moderne kreaturslagteri umiddelbart til positiv efterretning.
-Det er i hvert fald godt, at der investeres i danske arbejdspladser frem for udenlandske. Og så må vi påvirke processen, så den får det bedst mulige forløb og udfald for medarbejderne, siger forbundets næstformand Jens Peter Bostrup.