Af Poul Damgård
Vi er midt i en krig her i landet, fastslog forbundsformand Ole Wehlast i sin 1. maj tale her til morgen i Ringe.
-Vi ved jo, at der er stærke kræfter i dette land, som ønsker et andet samfund end det vi vil have. Det borgerlige Danmark siger ganske vist ikke direkte hvad det er de ønsker. Men for mig er der ingen tvivl om, at deres grundlæggende ideologi bygger på et menneskesyn, der siger at de dårligst stillede skal presses til det yderste for at bidrage til samfundet. I den sammenhæng skal man se halveringen af dagpengeperioden, angrebet på efterlønnen og angrebene på de dårligst stillede flygtninge og indvandreres rettigheder, sagde forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF:
-I det hele taget synes jeg at den borgerlige regerings omsorg for velfærdssamfundet klinger hult. Det er det rene hykleri, når man begrunder voldsomme forringelser af velfærdssamfundet med, at man ønsker at bevare velfærden, fortsatte Ole Wehlast.
Lighed ogvækst
Han fastslog, at arbejderbevægelsen er den kraft, der kan sikre lighed og vækst i Danmark.
-Jeg synes, vi skal give hinanden håndslag på, at vi vil vinde. Det næste afgørende slag bliver det kommende valg. Jeg synes, at statsministeren så hurtigt som muligt skal give befolkningen mulighed for at vælge, om man ønsker uligheds- og sparevejen, eller om man ønsker vækst- og lighedsvejen, sagde Ole Wehlast, som tilsluttede sig sidstnævnte model – gennem en socialdemokratisk ledet regering efter et valg.
Efter talen i Ringe fortsatte Ole Wehlast til 1. maj arrangementer i Middelfart, Daugård Strand og Tørning Mølle ved Vojens.