Af Poul Damgård
Kampen mod social dumping er lang og sej. Det har Fødevareforbundet NNF forlængst erkendt.
-Men vi bliver ved, for det er helt uacceptabelt, at danske job nedlægges for i stedet at blive overtaget af østeuropæiske arbejdere til ringe løn og tvivlsomme ansættelsesvilkår i ikke mindst Tyskland, siger forbundsformand Ole Wehlast.
Han er også præsident for den europæiske faglige sammenslutning for fødevarearbejdere, der netop havde spørgsmålet om ustabile ansættelsesvilkår og social dumping øverst på dagsordenen på sin kongres tidligere i maj.
Nu følger Fødevareforbundet NNF op med en konference på mandag, hvor problemet vil blive belyst fra mange vinkler.
Udviklingen på det tyske arbejdsmarked er i fokus, men vil også blive rettet søgelys på, hvad der sker, når danske arbejdsgivere forsøger at bruge udenlandsk arbejdskraft i forsøg på at dumpe lønnen.
Tillidsfolk fra arbejdspladser, afdelinger og forbund vil øse af deres erfaringer. Blandt indlederne er også medlem af Europarlamentet Ole Christensen og folketingsmedlem Henrik Dam Kristensen.