Det er i høj grad initiativer fra Fødevareforbundet NNF, som førte til, at Den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet i går torsdag holdt en høring om forbundets mærkesag - social dumping i kødsektoren.
Høringen var meget velbesøgt, og der var blandt de deltagende fra meget forskellige organisationer fuld opbakning til, at den sociale dumping er et enormt problem.
Der blev udtrykt absolut enighed om, at der gribes ind overfor de uacceptable forhold, der i stigende grad præger dele af det europæiske arbejdsmarked.
Der blev givet mange eksempler på social dumping og hvilke konsekvenser, den kan have. Der var indlæg fra arbejdsgivere, landmand, en miljøorganisation og en række fagforbund.
Blandt indlægsholderne var Fødevareforbundet NNF’s næstformand Jens Peter Bostrup, der fremlagde dokumentation for problemet og dets konsekvenser for danske lønmodtagere og den danske kødsektors konkurrenceevne.
Lige rettigheder
Holdningerne blev bl.a. sammenfattet af generalsekretæren for den europæiske organisation for fødevarearbejdere EFFAT Harald Wiedenhofer:
•Alle skal have lige rettigheder og ens arbejdsforhold baseret på forholdene, hvor de arbejder, og ikke på hvilket land de kommer fra.
•Alle skal have ret til anstændige løn- og arbejdsforhold, og der skal være en nedre grænse, baseret enten på lovgivning eller overenskomster der sikrer dette.
•De regler, der allerede eksisterer, skal håndhæves langt bedre, end de bliver nu.
Det danske parlamentsmedlem for Socialdemokraterne, Ole Christensen, konstaterede, at der var fremkommet så meget dokumentation og så mange konkrete oplysninger på høringen, at der umiddelbart er meget, han og medarrangøren Jutta Steinruck - medlem af parlamentet for de tyske socialdemokrater - kan gå videre med i kampen for at forhindre social dumping.
Skal følges op
Jens Peter Bostrup betegner høringen som en succes:
-Det er igen slået fast, at vi står over for et stort problem, der ikke kun berører kødområdet, men har betydning for alle, der arbejder i fødevareindustrien. Hvis ikke vi får styr på tingene, risikerer vi, at hele den model, vi har i Europa og ikke mindst på det danske arbejdsmarked, forsvinder. Det kan få alvorlige konsekvenser for vore medlemmers velfærd.
-Vi har allerede set konsekvenserne i Danmark i form af udflytning af arbejde til bl.a. Tyskland. Ved de kommende overenskomstforhandlinger risikerer vi, at den sociale dumping lægger et stort pres på os og gør det meget sværere at forhandle ordentlige overenskomster end ellers, siger Jens Peter Bostrup.
Han ser frem til at forholdene bliver yderligere afdækket på en konference om social dumping, som Fødevareforbundet NNF holder den 30. maj.