Af Emilia Maria van Gilse
Ifølge Dansk Folkeparti er hjemmerøvere åbenbart landets altoverskyggende problem. Men det reelle problem har Pia Kjærsgaard selv skabt – og hun har dermed vist sig at være den værste hjemmerøver af de alle!
Det mener i hvert fald afdelingsformanden i Fødevareforbundet NNF Horsens-Vejle Kjeld Nielsen.
-Det forlig, der er lavet omkring efterlønnen kan sammenlignes med et hjemmerøveri. Midt om natten – nærmest – og trods alle tidligere forsikringer om ikke at røre ved efterlønnen, har Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen røvet efterlønnen fra alle hårdtarbejdende mennesker her i landet, konstaterer Kjeld Nielsen.
Selvom det på overfladen kan se ud som, at der fortsat er en efterlønsordning, så afslører en nøjere granskning af den nye ordning, at det eneste de to ordninger har tilfælles, er navnet ”efterløn”.
-Resten, altså de forventninger, som mange mennesker efter et langt og nedslidende arbejdsliv har haft til efterlønnen, som en form for sikkerhed, hvis det skulle knibe – har Pia Kjærsgaard røvet fra dem – og fra vores medlemmer, siger Kjeld Nielsen.
-Også passer Pia Kjærsgaard oven i købet på profilen af en hjemmerøver – ifølge Rigspolitiet er det nemlig primært etniske danskere, der begår hjemmerøverier. Ikke lige det Dansk Folkeparti forsøger at bilde folk ind...