Adm. direktør Karsten Dybvad, DI, formand Thorkild E. Jensen, CO-industri, adm. direktør Carl Aage Dahl, Landbrug & Fødevarer og forbundsformand Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF
Produktion, hvor viden så at sige pakkes ned i et fysisk produkt, spiller fortsat en meget central rolle for dansk økonomi, selvom mange danske virksomheder er globale. Men sektoren er under et stærkt konkurrencepres.
Ikke bare fra fjerne lavtlønslande men også fra vore naboer i Tyskland og i Sverige mv.
Industriens betydning kan aflæses direkte: Den beskæftiger mere end 330.000 medarbejdere, og industriprodukter, fødevarer og andre fysiske produkter tegner sig for godt 60 pct. af den danske eksport. Men den har også en indirekte betydning: Industrien køber nemlig varer og ydelser fra andre dele af dansk erhvervsliv i størrelsesordenen 165 mia. kr. om året.
Et Danmark uden en betydelig produktion af fysiske produkter bliver derfor et langt fattigere Danmark, hvor det høje velfærdsniveau, vi alle sammen gerne vil have, ikke kan sikres.
Hvad skal der så til for at sikre konkurrenceevnen for de industrielle virksomheder? Der er flere knapper at trykke på, men en af de helt centrale er evnen til at optimere produktionen og omkostningsstrukturerne, således at produktiviteten løbende forbedres og dermed bidrager til at kompensere for den forskel i lønniveauet, der naturligvis fortsat vil være mellem Danmark og en række lande i Østeuropa, Asien mv. Eller sagt på en anden måde. Vi skal løbende sikre, at virksomhedernes produktionssystemer er internationalt førende, hvad angår produktivitet, kvalitet, fleksibilitet mv.
En væsentlig forudsætning for, at dette kan ske, er, at virksomhederne løbende tilføres ny viden fra forskningsmiljøer, GTS-institutter og andre rådgivere. Desværre er den danske forskningsindsats inden for produktion alt for beskeden til at imødekomme erhvervslivets behov for ny viden.
Det er allerede gået op for politikerne på europæisk plan, men det er uforståeligt nok endnu ikke lykkedes at skabe flertal for det i Danmark. Denne manglende nationale satsning vil således ramme os dobbelt. Vi udvikler i alt for ringe grad ny viden i Danmark, og vi har ikke kapacitet til at deltage tilstrækkeligt i europæiske og globale samarbejdsprojekter, hvor ny viden udvikles og hjemtages til de danske virksomheder.
Heldigvis er der en oplagt mulighed, når der til efteråret skal tages stilling til, hvordan de resterende midler til forskning og udvikling i globaliseringspuljen skal investeres. Her er det bydende nødvendigt, at der findes midler til en målrettet satsning på produktionsforskning.
Alternativet er en løbende degenerering af industrien i Danmark med uoverskuelige konsekvenser for dansk økonomi til følge.
