"Job, der tidligere var nedslidende og hårde, udføres nu af folk i skånejob."
Sådan udtalte kommunikationschef i Danish Crown Anne Villemoes sig i sidste uge til JydskeVestkysten.
Baggrunden for udtalelsen var en arbejdsnedlæggelse blandt medarbejderne. De var utilfredse med ledelsens krav om at gå fra at udbene 700 til 900 svin i timen.
I artiklen til JydskeVestkysten giver kommunikationschefen ikke meget for medarbejdernes utilfredshed.
Dels er jobbet ikke længere hårdt og nedslidende, og dels har medarbejderne og ledelsen en fælles dagsorden; nemlig at sikre branchens overlevelse i Danmark, fremgår det af artiklen.
Upassende arrogance
Artiklen har fået sindene i kog rundt om i landet, og ikke mindst på slagteriet i Blans, hvor medarbejderne altså i sidste uge valgte at trække en streg i sandet og modsætte sig et markant hårdere arbejdspres.
Tillidsmand for de knap 1000 slagteriarbejdere i Blans Brian Vestergaard, er meget ked af Anne Villemoes udtalelser:
-Det er en arrogant udmelding. For det første har ledelsen så godt som nedlagt alle skånejobs – der er ikke plads til folk, der ikke kan arbejde 200 %. Og for det andet knokler mine kollegaer hver eneste dag alt vi kan - det vi laver, kan under ingen omstændigheder kaldes skånejob. Vi vil meget gerne kæmpe for branchen overlevelse, men vi vil også meget gerne selv overleve vores arbejdsliv, konstaterer Brian Vestergaard.
Velkommen til virkeligheden
I artiklen sætter Anne Villemoes spørgsmålstegn ved hvorvidt Fødevareforbundet NNF overhovedet ved, hvad der foregår på et slagteri:
”Gad vidst, hvornår NNF-medarbejderen sidst har været på et slagteri”, hedder det i artiklen.
Brian Vestergaard stiller Anne Villemoes det samme spørgsmål:
-Mig og mine kollegaer kan slet ikke genkende det billede Anne Villemoes tegner af et moderne slagteri. Jeg tror det er på tide, at Anne Villemoes kommer ned og ser, hvad det er vi laver. Jeg vil meget gerne invitere hende til at komme på besøg nede hos mig. Så skal jeg vise hende præcis, hvad det er for et arbejde vi udfører, og så må vi se om hun fortsat vil kategorisere det som ”skånejob”. Det tvivler jeg på, siger Brian Vestergaard.