Nyhed

Forbigår lokal arbejdskraft

Slagteriet i Brørup henter folk fra Polen som ferieafløsere. Og bryder hermed en aftale om først og fremmest at tilbyde job til herboende arbejdskraft, siger afdelingsformand Peder Pedersen.

På slagteriet i Brørup er ledelse og medarbejdere stadig i forhandling om, hvordan en udvidelse af produktionen kan føres ud i livet. Men ovenpå konflikten om det tidligere på måneden tegner sig nu en ny hurdle i samarbejdet mellem arbejdsgiveren på den ene side og medarbejdere og fagforening på den anden.

Til fem pladser som ferieafløsere i pakkeriet har ledelsen ansat fem polakker, som alle er hentet direkte fra hjemlandet. Og det er i modstrid med en gentleman agreement om først og fremmest at tilbyde beskæftigelse til herboende arbejdskraft – uanset nationalitet i øvrigt, siger afdelingsformand Peder Pedersen fra Fødevareforbundet NNF Sydjylland.

-Vi har masser af ledige i afdelingen, men ledelsen i Brørup tager altså ikke det sociale ansvar alvorligt, som vi ellers har aftalt med dem, at de skal leve op til, siger Peder Pedersen.

Dybt forargeligt!

Tillidsrepræsentant Gert Bo Christensen er også forbløffet over den pludselige ansættelse af medarbejdere hentet helt udefra. Fire af de fem polakker har godt nok været ansat på virksomheden tidligere, men kommer altså fra ophold i hjemlandet og foretrækkes frem for de ledige med bopæl i Sydjylland. Ifølge Gert Bo Christensen har parterne hidtil fulgt den praksis sammen at se på, hvad der skulle bruges af arbejdskraft.

-- Det er en dybt forargeligt, at ledelsen i Brørup tilsidesætter sit sociale ansvar over for lokalsamfundet og ser stort på det, vi havde aftalt en forståelse om, siger afdelingsformand Peder Pedersen.

Det er ikke i skrivende stund lykkedes for nnf.dk at få en kommentar fra direktøren for det tyskejede slagteri i Sydjylland, Gert Kjeldsen – der i øvrigt fratræder sin stilling med udgangen af denne uge til fordel for andre udfordringer.