Af Claus Gjedsig.
- Dioxinsagen påvirker selvfølgelig Danish Crown, men ikke i så høj grad, som slagterier, der eksporterer specielt til
Tyskland og Holland. Vi eksporterer omkring ti procent til Tyskland, og har en stor afsætningsplatform til andre markeder.
Og så kan vi omstille os fra dag til dag. Men det kan mærkes, siger chefanalytiker Karl Christian Møller fra Danish Crown.
- Det faldende forbrug af svinekød i Europa og dioxinsagen har også gjort, at vi i fredags nedsatte noteringen med 20 øre pr. kilo, siger Karl Christian Møller.
På Jutland Meat i Struer har man ansat ti nye medarbejdere på et eftermiddags/aftenhold. Deres primære opgave er at køre forender i frysehus.
- Vi ved, at der ikke sælges så meget svinekød i Europa i øjeblikket, og årsagen skal formentlig findes i dioxinsagen, siger tillidsmand Ole Hedegaard, der håber på, at den halve snes nye kolleger bliver sikret fast ansættelse senere. De er på kontrakt i en måned.
- Men når feriesæsonen begynder skal vi bruge folk. Og det går vi jo for Jutland Meat, så jeg tror på, at de får varigt arbejde, siger Ole Hedegaard.