- At AKAFA har fået prisen er fuldt fortjent, mener afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Nordjylland, John Christiansen.
- Det er en god virksomhed, hvor man snakker om tingene, før de spidser til og bliver til store problemer, siger han.
Gennem de seneste år er der kommet seniorpolitik, faste sundhedstjek, det psykiske arbejdsmiljø er kommet i fokus, og der er indført faste informationsmøder hver 14. dag for tillidsvalgte og mellemledere. Alt det har styrket samarbejdet og dialogen på AKAFA, og det er lige præcis det, der har udløst prisen.
Fællestillidsmand for de knap 50 medlemmer af Fødevareforbundet NNF, Kim Mosskov Andersen, mener det har store fordele, at man styrker samarbejdet og dialogen på arbejdspladsen:
- Vi har en fri tone. Alt er tilladt at sige, uden at nogen bliver sure. Det gør mange ting meget nemmere, forklarer fællestillidsmanden.
Faktisk er den fornemme pris kommet i hus gennem netop samarbejde og dialog. Det er nemlig Kim Mosskov Andersen, der sammen med driftsingeniør Pernille Johannesen har indstillet AKAFA til prisen, gennem samarbejdsudvalget.
Det er syvende gang årets virksomhed kåres. Prisen uddeles af samarbejdsnævnet, hvor både arbejdsgivere og fagforeninger er repræsenteret.
På fredag foregår prisoverrækkelsen, og du vil kunne læse en reportage fra overrækkelsen på www.nnf.dk.