- Den nye maskine er resultatet af et projekt, som vi siden sommeren 2010 har deltaget i sammen med blandt andet vores brancheorganisation Mejeriforeningen. Idéen har fra begyndelsen været at udvikle en maskine, der kan forbedre arbejdsmiljøet ved at reducere de uheldige arbejdsstillinger og den hårde belastning af kroppen over tid, fortæller Jørgen Mathiasen, der er den ansvarlige for arbejdsmiljøet på Premier Is.
Den tre meter høje maskine har billedligt talt en arm med et albueled, som kan dreje hele vejen rundt. Den kan transporteres ind ad mejeriets døre og placeres mellem maskinerne i produktionen, og den har to værktøjer:
Det ene kan løfte sække og poser med for eksempel 25 kilo chokolade-stykker op i produktionsapparatet. Det andet værktøj har fire sugekopper, som kan løfte spande med 20-30 kilo ismix eller jordbærsyltetøj op i de store tragte i produktionen.
Tilfredse medarbejdere
- Jeg er sikker på, at den nye maskine vil vinde ind over hele landet, både på mejerierne og i hele fødevareindustrien generelt. Vi har jo mange mellemstore virksomheder, som ikke har alt i produktionen automatiseret, siger Jørgen Mathiasen.
Det er også hans indtryk, at medarbejderne er ovenud tilfredse med deres nye hjælper i en ellers fysisk belastende hverdag.
- Vi har gjort meget for at inddrage medarbejderne, der jo skal bruge maskinen til daglig. De har løbende haft mulighed for at komme med forslag og ønsker og været med til møder i projektgruppen. Det er vigtigt, at medarbejderne føler ejerskab af de forbedringer, som den nye maskine giver, siger Jørgen Mathiasen.
Mange fordele
Premier Is i Thisted er sammen med mejerierne i Them og Grøndal testmejerier i arbejdsmiljøprojektet, og i Thisted har man oplevet mange fordele.
- Udover at minimere ensidigt gentaget arbejde og nedslidning giver maskinen også et bedre arbejdsmiljø i vores jobrotation. Nu er det ikke kun de fysisk stærke medarbejdere, der kan klare de tunge arbejdsfunktioner. Aflastningen giver en fleksibel produktion og tilfredse medarbejdere, siger han.
Projektet med at udvikle den nye maskine er i øvrigt støttet af Forebyggelsesfonden.