Før reglerne tilbage!
-Man kunne starte med at føre reglerne om førtidspension tilbage til som de var i 2003. Dengang var der en særlig regel om, at var man fyldt 50 og havde større helbredsmæssige vanskeligheder, så kunne man tilkendes førtidspension, siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA.
Han peger på, at 70 procent af de danskere, der søger førtidspension efter reglen om ”det foreliggende grundlag,” i dag får afslag, og der er intet der indikerer, at seniorer får det spor lettere.
Tragikomisk ordning!
Formanden for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast hæfter sig ved, at der med forslaget om seniorførtidspension indbygges en ny og stor social ubalance i det danske velfærdssystem.
-Det er især vores medlemmer, der rammes af forslaget. Vores medlemmer har typisk været på arbejdsmarkedet 40 år eller mere. Det er vores medlemmer, der som 60 årige har de færreste gode leveår tilbage. Det er vores medlemmer, der søger efterlønnen allermest – så det vil også blive vores medlemmer, der er de største tabere ved den nye seniorførtidspension, mener Ole Wehlast. Han betegner seniorførtidspensionen som ”en tragikomisk og dårlig erstatning for den massakrerede efterløn.”
Foretræde i Folketinget i dag
3F, FOA, Fødevareforbundet NNF og BUPL er de fagforbund, der i dag har den største andel af efterlønsmodtagere. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget om seniorførtidspension har både FOA, BUPL og Fødevareforbundet NNF i dag booket sig ind på foretræde for Folketingets socialudvalg.
Fra Fødevareforbundet NNF kommer bl.a. hovedkasserer og leder af a-kassen Niels Sørensen og afdelingsformand i Nordjylland John Christiansen sammen med et af de medlemmer, som er kommet i økonomisk klemme efter at være blevet afvist til førtidspension.