Af Poul Damgård
Det bliver Vejen Kommune, der får glæde af, at Danish Crown vil bygge et nyt kreaturslagteri i Sydjylland.
Det meddeler slagterikoncernen, som dog skal have beslutningen endeligt konfirmeret i bestyrelsen.
Det nye slagteri skal samle nuværende aktiviteter i Tønder, Holstebro, Skjern og Faarvang under samme tag og ventes opført i løbet af foråret 2012. Det er beregnet til at koste godt en halv milliard kroner og give beskæftigelse til 300 medarbejdere.
Beliggenheden bliver i Holsted i den vestlige del af Vejen Kommune. Det indgår i aftalen med kommunen, at den overtager den grund i Rødding, hvor Danish Crown tidligere havde en opskæringsafdeling.