Af Poul Damgård
Ovenpå nogle dramatiske dage, hvor frustrationer over den uvisse fremtid slog ud i arbejdsnedlæggelser, har dagligdagen atter fundet vej til Danish Crown i Hadsund. Uvisheden blandt medarbejderne er ikke blevet mindre, men nu stilles der forhåbninger til, aten dialog med ledelsen kan lede frem til den afklaring og de svar, som medarbejderne efterlyser.
I første række gælder det den lokale ledelse i Hadsund. Tillidsrepræsentant Laurids Rasksen ser sammen Fødevareforbundet NNF’s lokale afdelingsformand Flemming Hansen frem til en omgang dybtgående snak med den lokale virksomhedsledelse.
-Så håber jeg, at det kan føre til, at vi her fra Hadsund sammen kan forelægge noget for koncernledelsen i Randers, lyder Laurids Rasksens fortrøstningsfulde udmelding.
Ni måneders uvished
Medarbejderne i Hadsund har i ni måneder ventet på en afklaring af fremtiden. Koncernledelsen har på den anden side sagt, at den flytning til Sdr. Borup, som DC-ledelsen angiveligt ville arbejde for, nu er tvivlsom.
Det begrundes med, at det ikke har været muligt at nå frem til en aftale med Fødevareforbundet NNF og dets medlemmer om aflønningen i Sdr. Borup. Og netop det punkt har givet anledning til noget af en ordkrig mellem parterne. Og på det seneste udtalelser fra koncernledelsen, som forargede medarbejderne så meget, at det var med til at forstærke den aktuelle strid.
-Men nu må det være op af skyttegravene og slut medmudderkastningen. Og så tror jeg på, der kan findes en løsning, mener Laurids Rasksen.