Nyhed

Forargelse i Hadsund

Medarbejderne gik hjem i protest mod udtalelser fra ledelsen

Af Pia Rosager

Slagterimedarbejderne på Danish Crowns slagteri i Hadsund nedlagde igen fredag arbejdet. Denne gang som en reaktion på kommunikationsdirektør Anne Villemoes udtalelser til maskinbladet.dk.

- I går torsdag var det næsten lykkes at blive enige om at genoptage arbejdet fredag. Men da kollegerne havde læst artiklen på maskinbladet.dk – ”DC: Hadsund-medarbejderne går i for små sko” - fik de nok, siger tillidsrepræsentant Laurids Rasksen.

- Medarbejderne har været holdt hen i uvidenhed om deres skæbne i ni måneder, og så kan de læse, at de går i for små sko, som overskriften hedder. Samtidig påstår kommunikationsdirektøren, at DC har givet dem nogle løntilbud, der er decideret usande og langt højere, end det DC på noget tidspunkt har fremlagt overfor os, siger tillidsrepræsentanten.

Usmageligt

Han ser udmeldingerne i medierne som provokerende fejlinformation.

- Og det virker, som om kommunikationsdirektøren helt negligerer, at der er tale om medarbejdere, som DC allerede har flyttet én gang og nu måske sender fra hus og hjem eller i bedste fald giver yderligere mange ekstra kilometer til arbejde hver dag, påpeger Laurids Rasksen.

Han kalder det desuden "usmageligt", at Fødevareforbundet NNF beskyldes for bl.a. ikke at være forhandlingsparat.

- Forbundet bakker sine medlemmer op i en svær situation. Vi har virkelig prøvet at gå i dialog med DC, men der har ingen forhandling været. Vi har fået et diktat om at gå i hvert fald 35-50 kroner ned i løn i timen, og "sådan skulle det være", siger Laurids Rasksen.

Sdr. Borup usikker

I øvrigt har koncerndirektør Kjeld Johannesen i dag meldt ud, at det langt fra er sikkert, at produktionen fra Hadsund flyttes til Sdr. Borup. Han henviser til, at der ikke har kunne etableres aftaler, der sikrer det økonomiske grundlag.

- Derfor undersøger vi nu, om vi skal flytte produktionen til andre afdelinger i Danish Crown – både i Danmark og i udlandet. Og det betyder desværre tab af danske arbejdspladser, siger Kjeld Johannesen.

Læs tidligere artikler om situation på slagteriet i Hadsund

DC ledelse på afveje (18/8-2011)

En fremstrakt hånd til forhandlinger (8/7-2011)

Fandme nej (30/6-2011)

Slagteriarbejdere gået hjem (24/6-2011)

DC lukker Hadsund (20/12-2010)

Slagteriarbejdere på DC-Hadsund gået hjem (17/8-2011)