-Hvis det kunne sikre orden i dansk økonomi at afskaffe efterlønnen, halvere dagpengeperioden og skære ned på kernevelfærden, og hvis der ikke fandtes andre og bedre måder, så ville også vores partier naturligvis stille sig bag den politik. Sådan er det bare ikke. Der er brug for en ny økonomisk politik.
Så enkelt siger Socialdemokratiet og SF i deres fælles valgoplæg, hvad de mener om regeringens arbejdsmarkedspolitik.
-For os er netop en tilbagerulning af regeringens dagpengeforringelser og pensionsreform nogle af mærkesagerne ved det kommende Folketingsvalg. Dét Danmark har brug for, er netop det S og SF vil kæmpe for, siger forbundsformand Ole Wehlast.
Samtidig har de to partier sat uddannelse på dagsordenen, og det er et andet af forbundets mærkesager:
-Danmark har brug for veluddannet, kvalificeret arbejdskraft – nu og i fremtiden. Hvis Danmark skal klare sig i konkurrencen med udlandet, skal det ske på baggrund af en højt kvalificeret arbejdsstyrke. Vi hverken kan eller vil konkurrere på løn og dermed risikere vores arbejdsmarkedsmodel. Derfor glæder det mig, at S og SF vil sikre, at ufaglærte kan tage en uddannelse på fulde dagpenge, siger Ole Wehlast.