Nyhed

Bæchs Conditori går mod krisen og ansætter flere

På Bæchs Conditori i Hobro mærker man ikke den økonomiske krise. Tvært imod. På få år er omsætningen femdoblet og der kommer hele tiden nye medarbejdere til. De seneste tre år er antallet af faglærte bagere blevet opjusteret

På Bæchs Conditori i Hobro mærker man ikke den økonomiske krise. Tvært imod. På få år er omsætningen femdoblet og der kommer hele tiden nye medarbejdere til. De seneste tre år er antallet af faglærte bagere blevet opjusteret

Af Claus Gjedsig, foto Axel Søgaard

- Den økonomiske krise er en af årsagerne til, at det går rigtig godt, siger logistikdirektør Robert Baltzersen fra Bæchs Conditori. Krisen betyder, at folk undlader de store investeringer, som at få nyt køkken, udlandsrejser og så videre. Men de fravælger ikke kagerne. De vil ikke give afkald på hyggen. Men selvfølgelig betyder det også noget, at vi laver et virkelig godt produkt, siger han.

Allerede inden krisen for alvor satte ind havde man langt en landsigtet strategi på Bæchs Conditori, som bl.a. betød, at man tog højde for sæsonudsving og lavkonjunkturer. Det betød, at virksomheden blev slanket.

Hundrede medarbejdere
Bæchs Conditori beskæftiger i dag omkring hundrede medarbejdere og laver udelukkende kager, som fryses.

Konditorkagerne sælges til en bred vifte af aftagere i Danmark Norge og Sverige. Det er lige fra supermarkeder til institutioner og bagere. Størstedelen af medarbejderne i produktionen er fortsat ufaglærte, men man opjusterer hele tiden antallet af faglærte bagere.

- Det sker i takt med, at produktionen forædles. Vi skal hele tiden forny os og komme med nye produkter. Det kræver faglært arbejdskraft. Alene i år er der ansat omkring en halv snes nye medarbejdere. Samtidig har vi besluttet, at der ikke længere skal ansættes vikarer. I stedet opretter vi faste stillinger, siger Robert Baltzersen.

Ikke bekymrede
Bæchs Conditori har to tillidsrepræsentanter. Vivi Skjøde Bjerre i produktionen og Else Marino på lager og pakkeri. De er glade for, at vikarstillingerne nu er blevet til faste.

- Den struktur, som blev lagt for nogle år siden, betyder, at vi er sikre i vores jobs. Vi skal ikke bruge tid på at være bekymrede for vores arbejde og fremtiden. Det betyder rigtig meget i hverdagen, siger de.

Bæchs Conditori går nu i gang med en større udvidelse på 1700 kvadratmeter. Det betyder en udvidelse af produktionsarealerne på omkring 70 procent. Udvidelsen er færdig omkring jul, men Robert Baltzersen tør ikke udtale sig om det betyder flere nyansættelser.