Nyhed

Ole Wehlast formand for AOF

- Jeg brænder for uddannelsesarbejdet, siger den nye AOF-formand, som tror på, at området vil få et løft under en ny regering.

Af Poul Damgård

Repræsentantskabet for AOF Danmark har valgt Fødevareforbundet NNF’s forbundsformand Ole Wehlast som ny formand. Han afløser Jane korczak, der har stået i spidsen for oplysningsforbundet de seneste seks år.


-Jeg brænder for uddannelsesarbejde, og en af AOF’s kernekompetencer er netop at kvalificere mennesker til at tage aktiv del i samfundet og demokratiet. Noget, som såvel fagbevægelsen som vores politiske bagland er optaget af netop nu, og får vi en ny regering, tror jeg på, at uddannelsesområdet får et tiltrængt løft, siger Ole Wehlast.

Blandt AOF’s kerneområder er aftenskolen. AOF har derudover en lang række aktiviteter på områder, der i bred forstand både dækker danskernes fritid og deres arbejdsliv. Det handler for eksempel om sprogskoler, beskæftigelsesprojekter og kulturarbejde på arbejdspladserne.

AOF Danmark er landsorganisationen for AOF’s 130 aftenskoler, daghøjskoler, sprogcentre og AOF-centre og yder support og konsulentbistand til AOF's lokale afdelinger.