Nyhed

Ny mejerioverenskomst stemt hjem

Med et stort flertal har medarbejderne på mejeriområdet sagt ”ja” til en ny to-årig overenskomst. 76 % har sagt JA.

Urafstemningen blandt medarbejderne på mejerierne er afsluttet, og resultatet er et overvældende ”ja” til den nye to-årige overenskomst, der blev forhandlet på plads for lidt over tre uger siden.

Fødevareforbundet NNFs forbundssekretær på mejeriområdet Poul Erik Faarkrog glæder sig over medlemmernes dom:

-Jeg anbefalede vores medlemmer at stemme ja, og det er jeg glad for, at de har gjort så overbevisende. Mejeriområdet er presset som resten af fødevareindustrien, men den nye overenskomst indeholder dels en behersket lønstigning, og så indeholder den en række elementer, der sikrer vores medlemmer på den lange bane, konstaterer Poul Erik Faarkrog.

Han fremhæver dels den relativt flotte stigning i indbetalingerne til uddannelsesfonden, der vil sikre, at medarbejdernes kompetenceniveau konstant vil kunne stige. Og så fremhæver han aftalen på chaufførområdet, der betyder, at overvejelser om udlicitering af området er taget af bordet.

Flot afstemningsprocent
Overenskomsten er en fælles overenskomst mellem Fødevareforbundet NNF, 3F og Danske Mejeristernes Fagforening (DMF). Og 76 % af dem, der har stemt, har stemt JA. Den samlede stemmeprocent er 44,5 %

Hos Fødevareforbundet NNF ligger stemmeprocenten som altid i den høje ende.

Knap 65 % af de stemmeberettigede medlemmer har afleveret deres stemme, og af dem har 74 % stemt ja. Visse steder i landet har den samlede stemmeprocent været helt oppe på 90 %, ligesom der nogle steder er en tilslutning til den nye overenskomst på over 90 %.

Poul Erik Faarkrog glæder sig over, at medlemmernes engagement:

-Det er klart at jo flere medlemmer, der involverer sig i urafstemningen, jo stærkere bliver resultatet. Jeg ser dette som udtryk for, at vores medlemmer kender branchens udfordringer, og derfor er tilfredse med et resultat, der ikke kun handler om kroner og ører, men som også sikrer dem bedre uddannelsesmuligheder, bedre forhold for elever og bedre pension, siger Poul Erik Faarkrog.

Du kan læse mere om indholdet i den nye overenskomst i den OK-avis, der blev lavet optil urafstemningen.