Af Poul Damgård
De sidste brikker i den lange kamp for en overenskomst for de butiksansatte i COOP er nu endelig faldet på plads. Forhandlerne har sat deres underskrifter på en aftale, som kan forelægges for Fødevareforbundets NNF’s hovedbestyrelse og repræsentanter for branchen på fredag, hvorefter medlemmerne endelig kan komme til at stemme om den nye overenskomst.
De COOP-ansatte har ventet på en fornyelse af aftalen og deres løn- og arbejdsvilkår i to år. Uenighed mellem COOP og Fødevareforbundet NNF om, hvilke rammer der skulle forhandles ud fra, har trukket sagen i langdrag, og først i begyndelsen af marts i år faldt en kendelse ved faglig voldgift, som satte gang i forhandlingerne.
-Ud fra det lange forløb kan vi være tilfredse med udfaldet, siger forbundssekretær Flemming Mogensen, der sammen med forbundsnæstformand Jens Peter Bostrup har været Fødevareforbundet NNF’s topforhandler.
-Der er sket nogle væsentlige ændringer, og vi har også måttet give nogle indrømmelser. Men som noget af det vigtigste har vi naturligvis sikret medlemmerne en lønstigning tilbage for årene 2009 og 2010, siger Flemming Mogensen om den nye aftale, der skal gælde for perioden 2009-2012.