Nyhed

Medarbejder-optimisme over Biscas nye norske ejere

Bekymring er vendt til lettelse hos de omkring 400 ansatte på Møns største arbejdsplads Bisca A/S efter salget til norske Scandza A/S.
Af Pia Rosager

-Vi har længe gået med spekulationer og en vis bekymring for Biscas fremtid. Men informationsmøderne for de 400 medarbejderne i går har vendt stemningen til optimisme, siger tillidsmand Bjarne Pedersen.

Den 12 aprillykkedes det for LD at sælge Bisca A/S efter blandt andet at have forsøgt uden held i 2003-04.

Købere er det norske fødevareselskab Scandza A/S, der er ejet af det amerikanske investeringsselskab Lindsay Goldberg.

Den første reaktion hos tillidsmand Bjarne Pedersen var en vis skepsis. Hvad vil en norsk kapitalfond uden erfaring med kageproduktion med en dansk kagefabrik på Møn?

-Men det var positivt for alle kollegerne at være til informationsmøder med ledelsen i går, siger Bjarne Pedersen.

- De forsikrede os om, at der ikke er planer om afskedigelser, men at købet af Bisca tværtimod skal gøre Scandza til en endnu større spiller som nordisk fødevarekoncern, siger Bjarne Pedersen.

Scandza ejer i forvejen virksomhederne Sørlandschips AS, der er Norges anden største producent af chips og Norges næststørste mejeri Synnøve Finden, A/S og ledes af de tidligere Carlsbergchefer Jan Bodd og Stig Sunde.

-Vi er meget tilfredse med at få muligheden for at udvide Scandza både geografisk og

produktmæssigt, hvilket er helt i tråd med vores langsigtede strategi om at blive en ledende nordisk

fødevarevirksomhed, siger Jan Bodd.

Salget af Bisca A/S, der sidste år havde en omsætning på ca. 730 mio. kr. er betinget af en endelig godkendelse af de norske konkurrencemyndigheder. Den ventes indenfor den kommende måned.