Af Claus Gjedsig
- Det kræver virkelig topmotiverede og ansvarsbevidste medarbejdere at lave kvalitetsvarer. Vi har det hele. Derfor skal vores medarbejdere også have en stor del af æren for, at vi vinder så mange priser, siger Gerd Müller.
På Højer Pølser, der har omkring 30 ansatte, fik man voldsom konkurrence, specielt, da Polen blev indlemmet i EU. Pludselig blev det danske marked oversvømmet med meget billige pølse- og røgvarer.
- Det hverken ville og kunne vi hamle op imod. I stedet fortsatte vi den strategi, vi havde lagt, nemlig kun at bruge de bedste råvarer og den rigtige tilberedning. Eksempelvis bruger vi kun kød fra dyr, som er opvokset i marsklandet. Og mange af krydderierne til pølserne finder vi lige uden for døren. I marskland leverer naturen rigeligt med smagsstoffer, f.eks. havtjørn og urten saltkvælle. Af samme grund bruger vi aldrig kunstige smagsstoffer eller andre tilsætningsstoffer i det hele taget.
- Der fordyrer selvfølgelig vores produkter, men heldigvis vil danskerne hellere have én skrive god pølse i stedet for to dårlige. Vi overlever altså på smagen og det gode håndværk, siger Gerd Müller, der gør meget for, at Højer Pølsers lærlinge får en meget bred håndværksmæssigt uddannelse.
- Når de står med deres svendebrev ved vi, at de er meget dygtige. Vores tre sidste lærlinge er således allerede mestersvende andre steder, siger Gerd Müller, der ikke udelukker, at der skal ansættes flere medarbejdere, hvis udviklingen fortsætter i den positive retning.