Af Emilia Maria van Gilse
Fødevarebranchen er trængt. Og spørgsmålet om, hvordan man sikrer om sikrer vækst, og dermed beskæftigelse indenfor området, var det helt store tema, da Landbrug og Fødevarer og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mødtes til konference den 7-8. april.
Det er en mangeårig tradition, at ledelserne i de to organisationer mødes for - i en åben atmosfære - at diskutere ting af fælles interesse.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd blev på konferencerne repræsenteret af ledelserne i 3F´s grønne gruppe, Fødevareforbundet NNFs ledelse og repræsentanter fra bl.a. HK-handel og LO.
På konferencen var der blandt andre indlæg af socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen og Fødevareminister Henrik Høegh.
Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast mener, at den type møder er vigtige:
-Selvom vi langt fra er enige på alle punkter, så er det godt, at vi kan tale sammen. Jeg er glad for, at vi har aftalt at fortsætte samarbejdet og yde en indsats på de områder, hvor vi kan lave fælles udspil til gavn for hele den danske fødevaresektor, siger Ole Wehlast..
Konferencens deltagere blev enige om, at man i den kommende tid vil nedsætte en fælles arbejdsgruppe, der skal se på muligheder for vækst. Samtidig vil man på det politiske niveau i organisationerne holde en tæt kontakt.