Af Pia Rosager
Det er en trist uge for ansatte i mejerisektoren i Nordjylland. Fredag er sidste arbejdsdag på Hirtshals mejeri, som Arla lukkede for nylig. Og i dag har Arla-ledelsen netop meddelt de 106 ansatte på Hjørring Mejeri, at deres virksomhed også forventes lukket indenfor de kommende to år. Heraf er de ca. 80 medlemmer af Fødevareforbundet NNF.
Samme melding har de 37 ansatte på Klovborg Mejeri fået. Og 150 medarbejdere på Falkenberg Mejeri i Sverige mister helt sikkert deres arbejde.
Ifølge fællestillidsmand på Hjørring Mejeri og næstformand i samarbejdsudvalget i Viby, Ib Østenkær har Arlas HR-ledelse her til formiddag fået at vide, at lukningerne sandsynligvis vil ske i andet kvartal af 2013 – det vil sige sommeren 2013. Men ledelsen kunne garantere, at lukningerne ikke sker tidligere.
Fyringer og investeringer
-Hvis bestyrelsen godkender lukningerne er det op ad bakke hele vejen for de mange, der mister deres arbejde. Nordjylland er i den grad blevet udkantsdanmark. Og man kan ikke som tidligere få arbejde på en anden virksomhed i området. Hjørring Mejeri er den sidste af de fem store fødevarevirksomheder, der lukker, i slipstrømmen på slagteriet, Bisca, Nestlé og Hirtshals Mejeri, siger Ib Østenkær.
Ifølge Arla er den internationale konkurrence på markedet for gule skæreoste så hård, at hvis Arla fremover skal kunne gøre sig gældende, er det nødvendigt at investere i nogle mejerier og lukke andre.
Hjørring og Klovborg og svenske Falkenberg tabte.
Taulov og Nr. Vium vandt - med investeringer på 615 mio kr., 43 nye stillinger og bygning af et nyt mini-osteri til fremstilling af specialoste i Taulov og 10 nye stillinger i Nr. Vium.
-Det er et hårdt marked, og hvis ikke vi gør noget nu, vil det komme til at koste endnu flere arbejdspladser om nogle år. Det er selvfølgelig trist for de mange medarbejdere, som kan komme til at miste deres job, men forhåbentlig betyder det, at vi kan bevare andre job i fremtiden på Arlas mejerier i Danmark og Sverige.” forklarer Executive Vice President i Arla Foods, Jais Valeur.
Kun 53 nye stillinger til 143
-De i alt 53 nye danske stillinger udgør dog kun en tredjedel af de i alt 143 arbejdspladser, der nedlæges i Danmark. Og de nye arbejdspladser ligger for de flestes vedkommende hundredvis af kilometer væk fra deres bopæl, pointerer John Christiansen, afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Nordjylland.
Både fællestillidsmand Ib Østenkær, John Christiansen og forbundssekretær Poul Erik Faarkrog havde frygtet dagens melding.
Hjælp til uddannelse og nyt job
Og de understreger, at hvis lukningerne bliver en realitet, vil der blive gjort det yderste for at hjælpe de berørte medlemmer til nyt arbejde eller videre med den nødvendige uddannelse til at skifte til andre erhverv. De appellerer samtidig til Arla om at vise social ansvarlighed og strække sig langt for at hjælpe de berørte medarbejdere.
-Det eneste positive i dag er, at Arla melder ud i god tid. Det giver os tid til arbejdet med at klæde folk på og hjælpe med at finde nyt arbejde, siger Ib Østenkær.
Bøn til nordjyske virksomheder
Han har en stor bøn til samtlige virksomheder i lokalområdet:
-Alle håber, at de øvrige virksomheder i Vendsyssel vil være med til at hjælpe mejeriarbejderne videre.