Nyhed

Anbefaler et ja til COOP-aftalen

En enig hovedbestyrelse i Fødevareforbundet NNF anbefaler medlemmerne at stemme JA til den nye overenskomst med COOP. Også selv om resultatet blot betegnes som ”det bedst opnåelige resultat”.

-Det er bestemt ikke et prangende resultat, men det er ikke desto mindre det bedst opnåelige!

Sådan karakteriserer forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Flemming Mogensen den overenskomst med COOP, der nu sendes til afstemning blandt medlemmerne.

Overenskomsten har været længe undervejs, og resultatet bærer præg af, at begge parterne har måttet give sig på afgørende områder.

Medlemmerne i landets COOP-butikker kan se frem til følgende forbedringer:

Lønstigning på timelønnen:
Pr. 1/3 – 2009 2,50 kr.
Pr. 1/3 – 2010 1,10 kr.
Pr. 1/3 - 2011 1,75 kr.

Stigning på genetillæg:
Pr. 1/3 – 2009 3 %
Pr. 1/3 – 2010 1,5 %
Pr. 1/3 - 2011 2 %

Tryghedsaftale i forbindelse med afskedigelser:
Efter 3 års ansættelse 5.000 kr.
Efter 6 års ansættelse 10.000 kr.
Efter 8 års ansættelse eller derover 15.000 kr.

Herudover er der en række yderligere forbedringer:
Frivalgsordningen stiger med 0,75 %
Pension under barsel
Ancienniteten for pension nedsættes fra 9 til 3 måneder
Indførelse af 20-øres fond
Forhøjelse af uddannelsesfonden fra 100 kr. pr. medarbejder pr. år til 520 kr. pr. medarbejder pr. år. Til gengæld er fonden ikke længere forbehold medlemmer af Fødevareforbundet NNF.
Helbredskontrol ved natarbejde.

Adgang til modregning

Til gengæld har COOP fået adgang til modregning i medarbejdernes personlige tillæg. Modregningen må dog ikke ske systematisk, og medarbejderne har krav på en individuel samtale, hvis den lokale leder ønsker at modregne lønstigninger de det personlige tillæg.


Arbejdsretten afgjorde i foråret 2010, at overenskomsten skal sammenlignes med forbundets overenskomst med Dansk Erhverv, og lønnen omkonverteres derfor til denne overenskomst. Samtidig er der i overenskomsten indført en garanti, der betyder, at ingen medarbejdere kan gå ned i løn.


Som en del af overenskomsten skal arbejdsplanerne for fremtiden dække en 16-ugers periode.

Overenskomsten skal nu til afsteming blandt forbundets medlemmer på området, og resultatet af afstemningen vil blive offentliggjort den 13. maj.

Spørgsmål til indholdet i den nye overenskomst kan rettes til den lokale afdeling af Fødevareforbundet NNF eller til forbundskonsulent Birger Pedersen eller forbundssekretær Flemming Mogensen på forbundskontoret.