Af Poul Damgård
Hovedbestyrelsen i Fødevareforbundet NNF satte på sit møde onsdag fokus på Danmarks økonomiske situation. Det skete bl.a. gennem oplæg fra Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, som gennemgik og kommenterede Socialdemokraternes og SF's fælles udspil om en Fair Løsning. Det mundede ud i følgende udtalelse fra hovedbestyrelsen:
"Fødevareforbundet NNF´s hovedbestyrelse har på sit møde den 1. september 2010 drøftet den økonomiske krise.
Hovedbestyrelsen noterer sig, at der er to forslag til, hvordan Danmark skal overvinde den økonomiske krise, vi stadig befinder os i: Dels regeringens genopretningsplan, udmøntet i den finanslov, som netop er blevet præsenteret. Dels oplægget Fair Løsning fra Socialdemokraterne og SF.
Hovedbestyrelsen anser en forøget vækst for forudsætningen for at komme ud af den nuværende krise og for at fremtidssikre Danmark. Hvis vi skal klare fremtidens udfordringer med faldende arbejdsstyrke og flere ældre medborgere, er det nødvendigt at satse på at få flere i arbejde og på forskning og uddannelse.
Hovedbestyrelsen er bekymret over den sparetilgang, som regeringens forslag er udtryk for. Vi støtter i stedet Fair Løsning, der vil overvinde krisen ved investeringer i fremtiden.
Fair Løsning er en udfordring til fagbevægelsen om at finde veje til at forøge arbejdsindsatsen i Danmark for derigennem at skaffe 15 milliarder kroner til at sikre velfærdsgoder som f. eks. en bevarelse af efterlønnen.
Fødevareforbundet NNF ser frem til at indgå i trepartsforhandlinger med en kommende socialdemokratisk ledet regering, der med Helle Thorning-Schmidt som statsminister vil træde i stedet for den nuværende borgerlige regering og dennes slet skjulte fagforeningsfjendske dagsorden.
Vi er indstillet på op til de kommende overenskomstforhandlinger at bidrage til, at der gennem trepartsforhandlinger kan udvikles en politik, der sikrer, at den samlede arbejdsindsats i Danmark forøges på den måde, der forudsættes i Fair Løsning, hvilket der vil være behov for, når denne nye regerings jobskabende politik slår igennem.
Den større arbejdsindsats er et mål på længere sigt. Her og nu er problemet et andet, nemlig at skaffe job til de ledige, og først når der er fuld beskæftigelse, bliver det aktuelt med en forøget arbejdsindsats.
Vi er i Fødevareforbundet NNF parate til allerede nu at forberede os på de nødvendige reformer for at fremtidssikre Danmark og bevare velfærden".