Af Poul Damgård
Efterlønnens bevarelse var et af de emner, der blev fokuseret en hel del på, da LO-fagbevægelsen tirsdag afviklede det andet af otte stormøder under overskriften ”Tag Danmark alvorligt”.
- Det nytter ikke at fjerne efterlønnen, hvis ingen vil give job til dem, der er over 60. Det nytter ikke at fjerne efterlønnen, hvis dem, der går på efterløn, er nedslidte efter mange år på arbejdsmarkedet, fastslog forbundsformand Ole Wehlast fra Fødevareforbundet NNF.
- Når arbejdsgiverne tilsyneladende råber efter arbejdskraft, så synes jeg, de langt mere skal benytte de muligheder, der er. De er måske, når det kommer til stykket, slet ikke interesseret i at anvende arbejdskraften, når den har passeret de 60 år. Er det rigtigt, bliver talen om efterlønnens afskaffelse endnu mere absurd, fastslog Ole Wehlast.
Han henledte opmærksomheden på, at netop efterlønnens indretning blandt adskillige andre tiltag kunne være med til at skaffe de 12 minutters ekstra arbejdsindsats pr. dag, som Socialdemokraterne og SF foreslår i deres langsigtede fælles politiske udspil, Fair Løsning.
- Jeg er sikker på, at mere opmærksomhed på reglerne for fleksibel anvendelse af efterlønnen kan give et godt bidrag til at forøge arbejdsstyrken. Vel at mærke hvis arbejdsgiverne vil beskæftige efterlønnere, sagde forbundsformanden.
Reformer nødvendige
Fleksordningen indebærer, at efterlønnere kan have arbejde mod at få modregnet i efterlønnen. Supplerende efterløn, betegnede Ole Wehlast ordningen som.
Det vakte stor interesse hos bl.a. Holstebros socialdemokratiske borgmester, H. C. Østerby:
- Den havde jeg ikke lige bidt mærke i, men det lyder spændende, sagde borgmesteren. Han pointerede, at ingen socialdemokratisk borgmester går ud og angriber efterlønnen – men de beklager sig over, at de skal spare så meget i kommunerne, så der f.eks. må lukkes skoler.
- Reformer er nødvendige, men Jeg er stadig for efterlønnen - til dem, den er lavet for, sagde H. C. Østerby og henviste her til nedslidte slagteriarbejdere
Asocial sparepolitik
Mødet i Holstebro havde deltagelse af hen ved 100 fagligt og politisk interesserede, som også kunne høre LO-formand Harald Børsting mane til kamp for en ny politisk linje.
- Vi skal skabe investere og skabe vækst frem for at spare os ud af krisen. Det er vores medlemmer og dem, der er endnu svagere, som kommer til at betale den største del af regnignen for den nuværende politik, sagde LO-formanden.