Nyhed

Døv og hørende kollegapar hædret på Amalienborg

De hvide slagterikitler var skiftet ud med skjorte og jakke, da vinderne af Danske Døves Landsforbunds (DDL) arbejdsmarkedspris ”Min bedste kollega” den 8. september 2010 fik overrakt prisen af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen.

De hvide slagterikitler var skiftet ud med skjorte og jakke, da vinderne af Danske Døves Landsforbunds (DDL) arbejdsmarkedspris ”Min bedste kollega” den 8. september 2010 fik overrakt prisen af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen.

Af Birgitte Oppermann

De to slagtere Karsten Urup, der er døv, og Lars Mose, der er hørende, modtog den nyindstiftede arbejdsmarkedspris, fordi de har forsøgt at bygge bro mellem hørende og døve medarbejdere på slagteriet Danish Crown i Horsens. De to kollegaer har blandt andet arrangeret tegnsprogskursus for medarbejderne.

Samarbejde og kommunikation på lige fod

”Dommerpanelet har valgt, at prisen skulle gå til Lars og Karsten, fordi de sammen har vist, at døve og hørende medarbejdere selvfølgelig kan og skal samarbejde og kommunikere på lige fod i det daglige. De har ikke ladet sig slå ud af udfordringen ved at kommunikere på tværs af dansk talesprog og dansk tegnsprog, men har tværtimod set det som en mulighed for spændende læring”, siger Asger Bergmann, landsformand i Danske Døves Landsforbund.

Barriererne skal væk
Desværre har ikke alle danskere samme åbenhed og gå-på-mod som Lars og Karsten.

En undersøgelse, som Megafon har lavet for DDL, viser, at over halvdelen af danskerne vil foretrække en kollega, der ikke er døv. Og kun 36 procent af døve har en hørende kollega i dag. Denne barriere mellem døve og hørende på arbejdsmarkedet vil forbundet nedbryde. DDL har derfor lanceret arbejdsmarkedskampagnen ’Slip fordommene’.

Fakta om prisen og kampagnen ”Slip fordommene”
- I dag er kun 49 procent af døve i den erhvervsaktive alder i arbejde, hvor tallet er 75 procent for den hørende del af befolkningen. Læs mere om DDL’s arbejdsmarkedskampagne på www.slipfordommene.dk
- Arbejdsmarkedsprisen ”Min bedste kollega” er indstiftet i forbindelse med Danske Døves Landsforbunds 75 års jubilæum. Arbejdsmarkedsprisen går til en døv og en hørende kollega, der har et ligeværdigt samarbejde i det daglige – med god kommunikation og gensidig arbejdsglæde og trivsel.

- I dommerpanelet for arbejdsmarkedsprisen ”Min bedste kollega” sad repræsentanter for DDL, Center for Døve og Dansk Erhverv. Find dommernes motivering for vinderparret på www.deaf.dk

Læs artiklen: De bedste kollegaer findes på DC Horsens