Af Poul Damgård
-Vi vil af med den nuværende regering. Den vil ikke os og vores medlemmer noget godt – og heldigvis har vi et alternativ til den nuværende regering - og den skal til hurtigst muligt!
Det fastslog forbundsformand Ole Wehlast, da han talte til 150 fagligt og politisk engagerede ved mandagens LO-stormøde i Århus. Mødet var et led i kampagnen "Tag Danmark alvorligt",hvor LO-forbundene sætter fokus på behovet for en ny politisk linje.
At det i Ole Wehlasts optik er lig med en ny regering lagde han på ingen måde skjul på ved mødet i Århus, hvor han gentog sin kritik af den nuværende regering; ikke mindst for give skattelettelser, som fortrinsvis kommer de velstillede til gode, samtidig med at den brede befolkning lider under nedskæringer i den offentlige sektor:
-Lad os få sat stop for den tid, hvor privatforbrug altid er godt og altid skal fremmes, selv om det sker på bekostning af de fælles goder.
-Hvad hjælper det, at der gives skattelettelser, hvis børnenes skole forfalder? Hvad hjælper det, at der gives skattelettelser, hvis vores børn ikke kan få en praktikplads? Hvad hjælper skattelettelser, hvis man går ned i indkomst, fordi man mister sit job, spurgte forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF. Og gav selv svaret:
-Det er bare ikke godt nok, når regeringen påstår, vi kan spare os ud af krisen. Her overfor står Socialdemokraterne og SF med deres løsning, der er, at vi skal arbejde og investere os ud af krisen, fastslog Ole Wehlast.
Århus-mødet rummede også indledninger af LO-formand Harald Børsting, forbundsformand Gita Grüning fra Teknisk Landsforbund og direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De blev fulgt op af en række indlæg fra mødedeltagerne. Dialogen kom vidt omkring og omfattede blandt andet den forlængelse af arbejdstiden på gennemsnitligt 12 minutter, som Socialdemokratiet og SF lægger op til, en mere retfærdig skattepolitik, arbejdsmarkedspensionernes og efterlønnens fremtid ,dagpenges beskæring og den sociale dumpings negative følger for blandt medlemmer af Fødevareforbundet NNF.
LO-kampagnen fortsætter med stormøde i Rønne tirsdag og Slagelse onsdag, og i oktober afrundes med lignende seancer i København og Odense.