Nyhed

Ansæt de ledige

Danske virksomheder bør ansætte kvalificerede ledige i Danmark, før de hyrer udenlandsk arbejdskraft, mener Fødevareforbundet NNF.

I midt og vestjylland går omkring 160 tidligere slagteriarbejdere arbejdsløse. Alligevel vælger slagteriet Jutland Meat i Struer igen og igen at hive østeuropæere ind, når slagteriet mangler hænder. Fire ud af fem ansatte er udlændige – først og fremmest østeuropæere. Den udvikling er med til at ødelægge den danske model, advarer forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast:

-I Danmark har vi tradition for at hjælpe ledige hurtigst muligt ind på arbejdsmarkedet, hvis de bliver fyret. Når virksomheder vælger at vende blikket mod østeuropa, når de mangler arbejdskraft, er det en tikkende bombe under den danske model, siger Ole Wehlast.

Den danske model sikrer et fleksibelt arbejdsmarked, hvor virksomhederne nemt kan hyre og fyre folk, og hvor medarbejdere kan få økonomisk sikkerhed i form af dagpenge, hvis de mister deres job. Fundamentet for modellen vakler dog efter regeringen har halveret dagpengeperioden til to år. Og situationen forværres kun, når virksomhederne ikke hyrer de ledige.

Ignorerer kvalificeret arbejdskraft
Ole Wehlast undrer sig samtidig over, at Jutland Meat ikke automatisk henvender sig til Fødevareforbundet NNFs lokale afdeling i Holstebro, når de mangler arbejdskraft:

-Der er jo tale om ledige, der har de rette kvalifikationer. Der er fra min stol ikke nogle gode argumenter for ikke at tage de ledige ind på virksomheden, konstaterer Ole Wehlast.
Han bakkes op af afdelingsformanden i Fødevareforbundet NNF MidtVestjylland Steen Hartmann:

-I den situation vi står i, har virksomhederne en særlig forpligtigelse i at tage hensyn til den danske arbejdskraft, siger Steen Hartmann.

TV-avisen mandag d. 6. september 2010 bragte et indslag om problematikken, og her kommer tillidsrepræsentant på Jutland Meat Ole Hedegaard med sin teori om, hvorfor virksomheden fortsat vælger østeuropæisk arbejdskraft:

-Deres arbejdsmoral og udholdenhed er højere end de danske slagteriarbejderes – og så siger de aldrig fra, forklarer Ole Hedegaard.