Nyhed

LO-Wienerbrød på bordet i Hadsund

Aktive folk på to slagterivirksomheder belønnet for at deltage i FrokostDebatten som led i kampagnen Tag Danmark Alvorligt.

Af Poul Damgård

En snak om politiske prioriteringer gav wienerbrød i kantinen her til morgen på to slagterivirksomheder i Hadsund. Både hos Danish Crown og Hadsund Kreaturslagteri havde aktive folk nemlig tilmeldt sig FrokostDebatten, som er en del af kampagnen Tag Danmark Alvorligt.


FrokostDebatten havde premiere i onsdags. Forud kunne grupper på mellem to og ni personer på arbejdspladsen kunne tilmelde sig via sms og få tilsendt ugens spørgsmål til debat ved frokostbordene. Det første spørgsmål gik på, om man foretrækker skattelettelser til erhvervslivet eller offentlige investeringer som vejen frem, og spørgsmålet tikkede så onsdag formiddag ind på sms’en til dem, der havde meldt sig til debatten.


Det havde tillidsrepræsentant hos Danish Crown Laurids Rasksen, selv om han på forhånd kun havde fået opbakning fra en enkelt kollega, nemlig reservetillidsmanden.


-Vi fik nu alligevel flere med i debatten, da vi kom med spørgsmålet, så det gik faktisk rigtig fint, fortæller Laurids Rasksen.


Han vil sørge for, at næste uges spørgsmål i FrokostDebatten sendes ud over virksomhedens infoskærme, så alle har muligheden for at være med.


Wienerbrød om fredagen
Tillidsrepræsentantens sms-svar tilbage til LO gik i øvrigt på, at Hadsund vælger offentlige investeringer. Sådan lød 80 procent af tilbagemeldingerne i den første debatrunde, og det var også responsen fra Bent Nielsen, sikkerhedsrepræsentant og SU-medlem på Hadsund Kreaturslagteri.


-Vi sidder otte-ni mand ved hvert bord i kantinen, så det passer fint til en snak. Og vi har da også mulighed for at diskutere noget, mens vi står ved arbejdet, beretter Bent Nielsen.


Blandt de deltagende i den ugentlige debat trækkes der lod om wienerbrød til levering om fredagen, og her var altså begge de aktive folk fra Fødevareforbundet NNF i Hadsund heldige i første runde.

Mere information om kampagnen og FrokostDebatten på www.tagdanmaarkalvorligt.dk