Nyhed

Her koster en cigaret 45 kr.!

​Ny restriktiv rygepolitik på Kohberg betyder, at hver cigaret koster ca. 45 kr. Overtrædelse af rygepolitikken betyder afskedigelse uden yderligere varsel. Den første ryger ér fyret.

Rigtig dyrt. Over 45 kr koster hver påbegyndt cigaret.

Stempel ud – hvis du får lov
Med Kohberg Bakery Groups nye restriktive rygepolitik, der trådte i kraft over hele landet den 1. juli i år, blev der indført totalforbud mod rygning på matriklen. Så det er slut med, at rygere kan gå udenfor og ryge en cigaret i deres pauser uden at blive trukket for minimum et kvarter. Samtidig skal de tage arbejdstøjet af, trække i civil og gå udenfor porten. - Og kun, hvis de får lov af deres leder.

Uanset om de bruger otte minutter på deres rygepause eller et helt kvarter, bliver de minimum trukket for et kvarter. Jacob og hans kolleger, der arbejder på nathold på lageret, har en timeløn på omkring 185 kr. Derfor koster hver enkelt cigaret dem nu over 45 kr. i tabt løn.

Kolleger, der holder sig inde i kantinen i pauserne får derimod deres 2 gange 20 minutters pause betalt. Alle timelønnede medarbejderes pauser er nemlig betalte mod, at de står til rådighed i pausen.

Og rygerne er ikke til rådighed, når de stempler ud, lyder den klare melding fra Kohbergs ledelse.

-Det har givet en meget dårlig stemning på arbejdspladsen – både blandt rygerne og ikke-rygerne, fortæller Jacob Holmquist. Holdningen er, at det er uretfærdigt og at gå alt for vidt, at nogle får betalt deres pauser, mens andre trækkes i løn og overtid.

Frisk luft - også 45 kr.
- Paradoksalt nok, så sidder ikke-rygerne nu fanget derinde i deres pauser, siger Jacob og peger ned mod kantinens oplyste vindue i bygningen inde bag hegnet.

- Med den nye rygepolitik skal alle, der vil ud og trække frisk luft, nemlig også stemple ud nu. Dermed bliver de trukket for minimum et kvarter i løn – uanset om de går ud for at ryge eller trække frisk luft.

- Det benyttede mange sig af førhen. For der bliver varmt og dårlig luft på lageret. Ventilationen er dårlig. Den larmer så voldsomt, at vi skal tage høreværn på, hvis den er tændt. Så det er den sjældent. Derfor får alle brug for lidt frisk luft – især i de varme sommernætter. Men det kan vi altså kun få mod løntræk på et kvarter per mundfuld frisk luft eller cigaret nu, siger Jacob og ryster på hovedet.

Kollektiv straf
Baggrunden for den skærpede rygepolitik er ifølge HR chef, Nanna Noe hygiejnemæssige forskrifter.

- Indtil 2009 var der totalt rygeforbud på virksomheden. Det lempede vi i 2009, så de ansatte kunne ryge på særlige steder med respekt for hygiejnemæssige regler. Men det var der desværre enkelte medarbejdere, der ikke kunne finde ud af at overholde. Vi fandt cigaretskodder rundt omkring og delte advarsler ud til dem, der overtrådte reglerne. Men det løste ikke problemet. Derfor har vi fundet det nødvendigt, at indføre totalt rygeforbud. Og det er gennemført med fuld opbakning fra et enigt samarbejdsudvalg, siger Nanna Noe.

Trukket ned over hovedet
Dét med det enige samarbejdsudvalg står både Jacob Holmquist og tillidsrepræsentant Carsten Michael Pedersen uforstående overfor. Rygepolitikken blev uden videre meldt ud og slået op på sedler rundt omkring på virksomheden i Tåstrup. Og Carsten Michael Pedersen oplever, at ledelsen har skabt et unødvendig dårligt arbejdsklima ved at handle hen over hovedet på de ansatte i Tåstrup.

-Det kan godt være, at samarbejdsudvalget på hovedkontoret i Bolderslev i Jylland har været inddraget. Men det har SU her i Tåstrup ikke. Og selvom ledelsen har retten til det, forhindrer det jo ikke at man gør det lidt elegant med en anstændig dialog i samarbejdsudvalget. Det har man ikke ønsket, ligesom man ikke har ønsket at etablere et rygerum. Her er svaret et kontant: ”Nej”.

Urimelig straf
Både Jacob Holmquist og Carsten Michael Pedersen har stor forståelse for at de hygiejnemæssige forskrifter skal følges. De er også enige i at det var noget svineri, at der blev fundet cigaretskod.
Men de mener, det er urimeligt, at straffe alle rygere kollektivt, fordi nogle få har overtrådt reglerne.

HR-chef Nanna Noe forstår udmærket, at de regelrette og hensynsfulde rygere er harme over forskelsbehandlingen af rygere og ikke rygere.

-Det er meget forståeligt at dem, der godt kan finde ud af at respektere reglerne, føler det urimeligt, at de nu også kommer til at bøde for de kolleger, der ikke kunne. Det er smadderærgerligt, at få har ødelagt det for de mange.

På spørgsmålet om, hvorvidt lederne på Kohberg ikke kan planlægge arbejdet, så rygerne kan få deres to overenskomstmæssige betalte pauser under forudsætning af, at de udelukkende stempler ud med lederens tilladelse, svarer hun imidlertid:

- Når de stempler ud og forlader arbejdspladsen for at ryge, er de jo ikke til rådighed.

Første fyreseddel uddelt
At rygerne skal tage den nye rygepolitik helt bogstaveligt og alvorligt understreges af, at den første ryger har fået sin fyreseddel – uden yderligere varsel.