Af Pia Rosager
Når det lykkes fødevaremyndighederne og politi at slå ned på kødsvindlere, der vildleder og gambler med forbrugernes helbred, sker det ofte fordi modige medlemmer af Fødevareforbundet NNF går til myndighederne, medierne eller til Fødevareforbundet NNF og fortæller om de ulovligheder, de bliver beordret til af deres arbejdsgivere i slagteribranchens brådne virksomheder.
Det var også medlemmer af Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne, der leverede skytset til fødevaremyndigheder, politi og journalister i DRs Kontant og på forsiden af BT tirsdag den 19 oktober.
Se Kontant her:http://www.dr.dk/DR1/kontant/Se_kontant.htm
En række medlemmer af Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne og tidligere ansatte hos grossistvirksomheden Vakka i Slagelse havde fået nok og valgte at fortælle om den systematiske fusk med tonsvis af kød på deres virksomhed.
Ompakning gør kød ”dansk” og ”friskt”
De fortalte, hvordan de blev beordret til at skære stemplerne af tonsvis af hollandsk kød, og forvandle det til dansk. Det er ulovligt og ødelæggende for fødevaresikkerheden, fordi kødet så ikke længere kan spores, hvis der bagefter opstår sygdom hos forbrugerne.
De tidligere ansatte fortalte også om, hvordan kød, der ikke kan sælges inden udløbsdatoen, fryses ned i op til et år, inden det varmes op i en ulidelig stank og sælges som frisk kød med ny holdbarhedsdato til intetanende forbrugere i blandt andet Kvickly og Brugsen. Både Kvickly, Brugsen og Danish Crown afbrød omgående samarbejdet med Vakka, da svindlen blev afsløret.
Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne valgte at hjælpe Kontants journalister med at få kontakt til tidligere ansatte på Vakka fordi branchens brådne kar ødelægger forbrugernes tillid til dansk kød, de mange kvalitetsvirksomheders omdømme og dermed også spiller hazard med danske arbejdspladser.
Kontant har talt med tre tidligere medarbejdere, To af dem har undervejs besluttet ikke at være -anonyme. Den ene tippede allerede tilbage i juni BT, der siden har undersøgt forholdene på virksomheden og givet oplysninger videre til myndighederne.
Fødevarekontrollens rejsehold har derfor besøgt virksomheden to gange og mistænker Vakka Kød for systematisk svindel med kød. Rejseholdet opdagede ved et kontrolbesøg 12. august at virksomheden havde ommærket 976 kilo hollandsk oksekød og solgt det som dansk eller tysk.
Giv ansatte vidnebeskyttelse som i rockersager
-Ansatte insidere, der står frem, fortjener ros. De risikerer deres fremtidige ansættelsesmuligheder for at myndighederne kan få ram på svindelvirksomhederne. Som tak for hjælpen bør regeringen indføre vidnebeskyttelse af ansatte og tidligere ansatte, så deres identitet hemmeligholdes, ligesom man allerede gør i andre sager om grovere kriminalitet – for eksempel i rockersager, siger forbundsformand Ole Wehlast.
Anmeld snyd anonymt i Stop Snyd-kampagnen
Fødevareforbundet NNF giver alle mulighed for anonymt at anmelde snyd med fødevarer med Stop Snyd-kampagnen på www.nnf.dk.
–Det har vi sat i gang, fordi vi ikke er i tvivl om, at medarbejderne ofte føler sig i klemme og presset af deres arbejdsgivere til at medvirke ved snyd og svindel. Det vil hverken vi eller vores medlemmer forbindes med, siger Ole Wehlast.
Anmeldelserne bliver i anonymiseret form videregivet til fødevarestyrelsen. Det vil sige ansatte ikke behøver frygte for deres job, hvis de vælger at videregive mistanke om snyd med fødevarer.
Hos Fødevarestyrelsens Rejsehold bliver anmeldelserne brugt, når Rejseholdet besøger virksomheder og butikker.
-Som en start burde myndighederne gøre noget tilsvarende. Som det er i dag opfordrer Fødevarestyrelsen anmeldere til at opgive deres navn, fordi virksomheden har krav på at vide, hvem der anmelder, Siger Ole Wehlast.
Kæmper for insidervidner
Når ansatte åbner munden og fortæller om snyd svarer virksomheden ofte igen med modanklager eller gør de ansatte til syndebukke og forsøger at fyre dem.
-Som de ansattes fagforening går vi naturligvis hele vejen , når svindlervirksomhederne forsøger at ramme de medarbejdere , der lukker munden op, lover Ole Wehlast.
-I Super Best- kødskandalerne for et år siden fik vi Super Best til at trække i land, da de forsøgte at gøre ansatte til syndbukke ved at bortvise dem. Dem fik vi genansat. Og vi står klar med al mulig hjælp og støtte til den medarbejder, som Vakka nu har politianmeldt for tyveri i den verserende skandale.
Ole Wehlast forventer inden længe at drøfte Socialdemokraternes udspil om en Frit Lejde-aktion til alle, der står frem med viden om svindel i kødbranchen med fartiets fødevarepolitikere . Hensigten er partiets forslag er, at ansatte i kødbranchen skal kunne viderbringe deres viden til relevante myndigheder, uden at skulle frygte for deres arbejde.
Ole Wehlast roser også gårsdagens udmelding fra fødevareminister Henrik Høegh (V). Han er nu villig til at overveje lukning af svindelvirksomheder, samt at alle anmeldelser til fødevarekontrollen vil blive grundigt undersøgt.