Der var engang en beskæftigelsesminister, som lavede en fejl i en lov, og det blev der en rigtig lang historie ud af, men ikke noget eventyr!
Ministeren var Claus Hjort Frederiksen, og dengang var i 2003, hvor der blev vedtaget en ny ferielov. Ved en fejl fra ministeriets side åbnede loven mulighed for, at man under visse forhold kunne få efterløn, samtidig med at man fik feriepenge.
Fejlen blev først opdaget i 2006, og da sagde den gode minister, at »det da var klart, at man ikke kunne få dobbeltforsørgelse«, altså både efterløn og feriepenge. Det var han så sikker på, at han gik til både domstolen og rigets advokat, men de fortalte ham, at det kunne (og skulle) man, når det nu stod i loven. Så måtte ministeren tage hatten i hånden og gå til finansudvalget for at bede om 560 millioner kroner!
Så skulle man tro, at den historie var slut, men så nemt gik det ikke.
Først fandt de dygtige jurister i ministeriet ud af, at der var endnu en gruppe, de havde overset, og så måtte de i gang igen i a-kasserne og ligesom første gang knokle for at finde alle papirerne frem og skrive til alle dem, der nu skulle have penge.
Det blev også ordnet, og så må historien da være slut!
Men nej. Nu har de dygtige jurister igen fundet en gruppe efterlønnere fra dengang, som måske har ret til at få nogle penge på grund af det med fejlen. Men nu har vi fået en ny minister på beskæftigelsesområdet, hun hedder Inger Støjberg, og hun har åbenbart glemt hele den gamle historie.
Hendes jurister har fortalt hende, at der er nogle flere medlemmer, som de ikke lige havde fået øje på hverken i første eller i anden omgang, men de har nok også ret til pengene. Men det er efterhånden så længe siden, historien startede, så det kan være, at sagerne er forældede, og så skal de ikke have noget!
Det lyder jo meget besværligt, men det betyder ikke noget for ministeren, for det er jo a-kasserne, der skal udføre hele arbejdet!
Hun tænker, at det jo også var dem, der udførte arbejdet dengang, hvor fejlen lå i loven, så hun beslutter sig for, at så må det da også være a-kasserne, det har begået fejlen! – og så må det selvfølgelig også være dem, der skal betale gildet!
Hendes eneste argument i den sammenhæng er ikke noget, hun har fra de dygtige jurister. Det er nemlig, at det her jo kan gå hen og blive dyrt for hendes kasse, måske helt op til 170 mio. kroner – så det vil hun sandelig ikke betale!
Hvem er der så tilbage til at tage regningen? Ifølge ministeren må det være a-kasserne, og dermed medlemmerne, der skal betale for den fejl, som blev begået af de dygtige jurister i ministeriet for mange år siden.
Det er fuldstændig uantageligt, og hvis vi ikke kan få en politisk løsning på denne sag, hvilket bliver afgjort i dette efterår, så er alle a-kasser enige om, at så må vi gå rettens vej.
Der må være lighed for loven her i landet, også selv om riget åbenbart fattes penge. Eller er det virkelig bare en eventyrlig tanke?
