Tirsdag d. 9. november førstebehandlede Folketinget en ændring i husdyrloven.
Ændringerne vil blandt andet medføre, at landmændene ikke skal søge om miljøgodkendelse, hvis de ønsker at opføre en ny gyllebeholder, eller hvis de ønsker at ændre i staldindretningen for at forbedre dyrevelfærden. De kan nøjes med at anmelde dette til deres kommune.
Ifølge miljøministeren vil cirka 710 landmænd i 2011 slippe for besværet med at få en miljøgodkendelse, hvis en revidering af husdyrloven bliver gennemført.
Forslaget bygger på en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale.
Skrappere miljøregler
Samtidig med at nogle krav altså lempes, strammes andre.
Lovændringen vil nemlig også betyde, at der stilles skrappere krav til ammoniak-reguleringen og til minkfarme, og at der indføres krav om, at gyllebeholdere skal have en vis afstand til vandløb.
Fødevareforbundet NNF er positive
Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast er umiddelbart glad for de planlagte ændringer:
-Vi har gennem flere år gjort opmærksom på de negative konsekvenser af den langsomme behandling af landmændenes ansøgninger om miljøgodkendelser. Det har katastrofale konsekvenser for vores medlemmers jobgrundlag, at hundredvis af ansøgninger ligger i de kommunale skuffer og samler støv, siger Ole Wehlast.
Han er derfor tilfreds med, at Folketinget nu tager problematikken alvorligt, og letter det administrative pres.