Nyhed

Indspark fra virkeligheden

Omkring 20 tillidsvalgte gav deres besyv med, da Fødevareforbundet NNF Østjylland indkaldte til fyraftensmøde som et led i Tag Danmark Alvorligt - kampagnen

Af Emilia Maria van Gilse

Rundt om i hele landet diskuteres de samfundsmæssige og økonomiske udfordringer, Danmark står overfor.

I sidste uge indkaldte Fødevareforbundet NNF Østjylland afdelingens tillidsvalgte til en debataften om netop dette emne. Omkring 20 tillidsvalget tog i mod tilbuddet, og det blev til en interessant aften med en livlig debat.

Fødevareforbundet NNFs forbundsformand Ole Wehlast gav et oplæg, og det samme gjorde LO-konsulent Mia Rasmussen.

Efter de havde tegnet et billede af den situation Danmark står i, og ikke mindst et billede af, hvordan fremtiden ser ud, var der lagt op til debat. OG det blev til en livlig debat, der kom vidt omkring.

Afdelingsformand Flemming Hansen glæder sig over, at debatten blev så god, som den gjorde:

-Det er rigtig positivt at opleve, at vores tillidsvalgte tager situationen alvorligt, og er villige til at bruge deres fritid på at debattere de udfordringer, vi står overfor, siger Flemming Hansen.
Men han mener også, at det er netop, hvad der er brug for:

-Den situation vi står i løses ikke af skrivebordsarbejde. Det er derfor glædeligt at både Fødevareforbundet NNF og LO tager ud til de tillidsvalgte og lytter til deres erfaringer fra virksomhederne. Det er de tillidsvalgte, der helt konkret overlever de ændringer, der er ved at ske i vores samfund og på vores arbejdspladser, og derfor er det vigtigt at lytte til dem, slår Flemming Hansen fast.