Selv om der måtte en ganske barsk konflikt til, inden Fødevareforbundet NNF og bager- og konditormestrene i AKBC sidste år kunne enes om en ny overenskomst, så sluttede uenigheden mellem parterne ikke der.
Mindst én virksomhed foretog nemlig – med AKBC’s opbakning – modregning af den timelønsstigning på fire kroner, som skulle udmøntes i 2009. Til stor overraskelse for Fødevareforbundet NNF.
-Det stod vi fuldstændig uforstående over for. Hvis der skulle finde modregning sted, så skulle det udtrykkeligt være aftalt mellem parterne. Og det var det ikke, siger forbundssekretær Flemming Mogensen.
Videre tilArbejdsretten
Det var medarbejdere hos Høyers Bageri i Kastrup, der blev udsat for modregningen, som Fødevareforbundet NNF indbragte for en faglig voldgift. Kendelsen herfra giver forbundet ret i, at arbejdsgiverne fortolkede overenskomsten ukorrekt.
-Det er bemærkelsesværdigt, at AKBC i et brev har anbefalet sine medlemmer at foretage modregning. Derfor vil vi nu indklage organisationen for Arbejdsretten med påstand om organisationsansvar, siger Flemming Mogensen.
Han opfordrer alle medlemmer, der arbejder under overenskomsten med AKBC, til at være opmærksomme på, om de har været udsat for modregning, og i givet fald gøre krav på efterbetaling.