Medforliget om at halvere den såkaldte dagpengeperiode fra fire til to år har Dansk Folkeparti og regeringen udsendt en ren krigserklæring til fagbevægelsen og a-kasserne, mener forbundsformand Ole Wehlast fra Fødevareforbundet NNF.
-Det er både asocialt og uhyggeligt, hvordan regeringen og dets tro støtteparti med vold og magt vil bekæmpe krisen ved at trampe på dem, der i stedet har mest brug for en hjælpende hånd, siger Ole Wehlast.
Flere medlemmer i fare
I Fødevareforbundet NNF’s A-kasse var 879 medlemmer i slutningen af 2008 berørt af ledighed. Nu knapt halvandet år senere er tallet så godt som tredoblet til 2559. Omkring 250 ledige er på aktiveringsydelse, og det er dobbelt så mange som for halvandet år siden.
-Tallene viser, at stadig flere af vores medlemmer er i fare for at falde for den toårs bom, som de borgerlige nu pludselig vil sætte op. Vores medlemmer rammes uforskyldt, fordi deres arbejdsplads lukker eller flytter til udlandet. De vil aller helst have et nyt job, men i stedet risikerer de at havne i bistandssystemet, hvor de kan blive afskåret fra at få noget som helst, hvis ægtefællen har en indtægt, eller de har investeret i et hus, som på papiret giver dem en formue. Det er så uretfærdigt, siger Ole Wehlast.
Løber fra udtalelse
Det syntes Dansk Folkeparti åbenbart også tidligere på året. Således sagde finansordfører Kristian Thulesen-Dahl i januar til Morgenavisen Jyllands-Posten, at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder kunne støtte reformer, der sænker dagpengerioden.
-Den forsikring har partiet altså meget travlt med at løbe fra nu. Det er tragisk, at det regerende flertal i dette land er så optaget af at lave asociale ordninger for at rette op på en fejlslagen økonomisk politik frem for at få sat noget i gang, der kan skaffe folk i arbejde, mener Ole Wehlast.
Halveringen af dagpengeperioden skal træde i stedet for regeringens udspil om at fastfryse satserne for dagpenge, pension og SU.
- Det her rammer ganske vist færre personer, og så tror man måske i regeringen og omegn, at det lettere vil glide igennem hos befolkningen. Det tror jeg ikke på, og mon ikke ogsåfolk vil have det i erindring ved næste folketingsvalg, siger Ole Wehlast.