Regeringen vil have danskerne til at leve sundere, og dermed leve længere. Så langt er Fødevareforbundet NNF enige med regeringens målsætninger, men når det kommer til metoderne, erklærer Fødevareforbundet NNF sig helt uenige med regeringen.
Som en del af Forårspakke 2.0, der primært handler om skatteomlægninger, foreslår regeringen sammen med Dansk Folkeparti at ændre afgiften på mættet fedt. Som noget nyt skal også mættet fedt i kød omfattes af afgiften.
Det er det gennemsnitlige indhold af mættet fedt i de enkelte dyrearter, der skal udgøre grundlaget for afgiften. Og det betyder, at forbrugerne skal betale samme fedtafgift for den fede medisterpølse som for de magre koteletter, fordi begge produkter stammer fra svin.
Foreløbige beregninger viser, at staten vil kunne hente 500 millioner kroner ind på de nye afgifter.
Makværk uden virkning
Fra flere kanter er planen om fedtafgift på kød blevet mødt med massiv kritik. Dels er afgiften blevet kritiseret for at være helt umulig at administrere – i hvert fald hvis afgiften får den udformning, regeringen nu lægger op til.
Samtidig bliver afgiften kritiseret for at være konkurrenceforvridende i forhold til udenlandske produkter.
Sidst men ikke mindst, er spørgsmålet, om det overhovedet vil få nogen effekt på folkesundheden. Beregningerne lavet af Forebyggelseskommissionen har tidligere vist, at en fedtafgift vil betyde en forlængelse af levetiden med ca. 5 dage - og Forebyggelseskommissionens udgangspunkt var fedtafgifter, der var væsentligt højere, end dem regeringen lægger op til.
Drop forslaget
Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF mener helt grundlæggende, at planen om at indføre fedtafgift er helt hen i vejret:
- Fedtafgiften var i forvejen et misfoster, og inddragelsen af kød gør blot afgiften endnu værre. Jeg frygter, at ordningen kan få modsat virkning. Alt svinekød vil få den samme prisforhøjning, uanset fedtindhold, og hvordan skal det få forbrugerne til at vælge det fedtfattige svinekød?, spørger Ole Wehlast.
De eneste, der stensikkert vinder på fedtafgifter er statskassen, og Ole Wehlast opfatter forslaget som regeringens desperate jagt på nye indtægtskilder. Sundhedsargumentet skal udelukkende bruges til pakke afgiften ind i noget glitret papir.
- Jeg synes faktisk, at regeringen skal tage forslaget af bordet, og i stedet spille ind med andre og mere effektive sundhedsfremmende tiltag.I Fødevareforbundet NNF har vi peget på mere oplysning og flere kampagner for at få befolkningen til at dyrke mere motion og spise sundere. Det er efter vores overbevisning bedre at investere i sådanne kampagner, end at pålægge konkurrenceforvridende afgifter, der dels ingen sundhedsmæssig effekt har, og som dels kan skade den danske beskæftigelse.